Fysisk adgangskontrol (PACS) udvikler sig fra enkeltstående dørsikkerhed til en softwaredefineret platform, som er central i smarte bygninger. Cloud-arkitekturer, mobile legitimationsoplysninger og kunstig intelligens ændrer måden, organisationer sikrer deres faciliteter, håndterer identiteter og optimerer arbejdspladsoplevelser på. Det skaber både strategiske muligheder og konkurrenceudfordringer for alt fra producenter til systemintegratorer, vurderer Memoori.
Platform-økonomi
Rapporten analyserer tre centrale indtægtskategorier: hardware, legitimationsoplysninger (credentials) og software – og dokumenterer, hvordan værdiskabelsen flytter sig fra produktsalg til platformøkonomi, samt hvordan fortjenesten koncentreres forskellige steder i værdikæden. Denne dramatiske ændring sker i takt med, at tilbagevendende softwareindtægter, managed services og cloud-abonnementer fortrænger traditionelle hardwaremargener. Rapporten kortlægger dynamikken mellem forskellige leverandørgrupper og identificerer, hvor gevinsterne samles i takt med branchens overgang fra produktsalg til platformøkonomi.
Adgangsrettigheder via mobile legitimationsoplysninger
Mobile legitimationsoplysninger udgør en markant ændring i, hvordan organisationer tildeler, administrerer og tilbagekalder adgangsrettigheder. Markedet bevæger sig fra proprietære app-baserede løsninger til ”wallet”-baserede legitimationsoplysninger, der er integreret direkte i Apple Wallet og Google Wallet. Det muliggør ”tap-to-enter”-oplevelser uden at låse enheder op og understøtter biometrisk autentifikation som standard. Rapporten analyserer implementeringsmønstre på tværs af vertikale markeder, kvantificerer investeringsbehovet i infrastruktur og vurderer konkurrerende standarder.
Rapporten er den anden del af en todelt serie om fysisk sikkerhedsteknologi. Del 1, som omhandler videoovervågning, blev offentliggjort i tredje kvartal 2025.
Mellemstore virksomheder er vigtige
Rapporten opdeler virksomheder i adgangskontrolsektoren i grupper efter omsætning. Gruppe A-virksomheder (med årlige adgangskontrolindtægter over 1 milliard dollars) repræsenterer tilsammen ca. 24 procent af de globale indtægter. Gruppe B-virksomheder (med 100 millioner til 1 milliard dollars i årlig omsætning) omfatter 28 virksomheder. Tilsammen stod denne gruppe for 64 procent, hvilket viser, at mellemstore specialister fortsat har stor indflydelse på markedet.
Fortsat konsolidering
Adgangskontrolbranchen oplever fortsat konsolidering. Mellem september 2023 og september 2025 blev der gennemført 16 opkøb og fusioner til en samlet værdi af 7,9 milliarder dollars. Det mest bemærkelsesværdige var Honeywells opkøb af Carriers adgangskontrolforretning for 4,95 milliarder dollars – en handel, der ifølge Memoori ændrer konkurrencedynamikken markant.
Geografisk forudser rapporten, at Asien og Stillehavsområdet vil overhale Europa som det næststørste marked i 2030. I modsætning til de modne markeder, der primært drives af renoveringer, kommer væksten i Asien og Stillehavsområdet fra nybyggeri inden for kontorer, logistik, produktion og offentlige faciliteter.
Fodnote: Memoori-rapporten – The Physical Access Control Business 2025 to 2030 – kan bestilles her.





































