SecurityWorldMarket

19-12-2022

Manglende brandsikkerhed i 38 procent af alle brandsynsobjekter

Danske Beredskaber afslører, at 38 procent af alle brandsynsobjekter ikke lever op til standarderne for brandsikkerhed.

Hvert år udfører de danske beredskaber brandsyn på virksomheder med brandfarlige aktiviteter samt private og offentlige steder, hvor mange mennesker færdes, og 2021 var ingen undtagelse. Dog var 2021 det sidste år, hvor der bliver gået brandsyn efter de gamle regler, da der fra 2022 blev indført nye regler på området.

En vigtig opgave

Brandsyn skal mindske risikoen for brand og konsekvenserne af brand. At det er en vigtig opgave, var rimelig tydeligt i 2021, hvor hele 38 procent af alle stederne, hvor der er gået brandsyn, ifølge Danske Beredskaber ikke levede op til de lovpligtige standarder for brandsikkerhed.

Der er i Danmark næsten 46.000 brandsynsobjekter; altså steder eller bygninger hvor der gås brandsyn. Disse brandsynsobjekter bliver synet regelmæssigt, men med forskelligt tidsinterval, alt efter hvilken type de er. Det kan være alt fra forsamlingslokaler, butikker og hoteller til skoler, hospitaler og institutioner for børn og ældre.

I 2021 skulle hele 24.588 af alle brandsynsobjekterne til syn. Brandsynet er en lejlighed til at kontrollere, hvordan brandsikkerheden er de pågældende steder, men det er også en mulighed for at skabe en konstruktiv dialog mellem bygningsejere/de driftsansvarlige og de kommunale redningsberedskaber, så brandsikkerheden kontinuerligt er på dagsordenen hos dem, der ejer og bruger bygningerne.

Der gives påbud til 38 procent af alle brandsynsobjekter

Netop dialogen mellem bygningsejerne/de driftsansvarlige og de kommunale redningsberedskaber er ifølge Danske Beredskaber helt essentiel. Det taler statistikken for 2021 også for. I alt blev der nemlig givet 21.090 påbud svarende til 38 procent, som fra de kommunale redningsberedskabers side forventes udbedret, så det er sikkert at færdes i bygningerne for såvel brugere som ansatte. Påbuddene er fordelt på 9.370 brandsynsobjekter, hvilket betyder, at 56 procent af de brandsynsobjekter, der har fået påbud, har fået mere end et. Det giver et gennemsnit på 2,25 påbud for hvert brandsynsobjekt.  

I perioden 2018 til 2021 har antallet af påbud været let stigende – dog med undtagelse af 2019, hvor markant færre påbud blev givet. Her var det kun 16 procent af alle de synede brandsynsobjekter, der fik et påbud, mens tallene de øvrige år har ligget mellem mellem 33 og 38 procent. 

Mængden af påbud understøtter et behov for, at brandsyn udføres, så der fortsat er fokus på forebyggende regler og vejledning og information om brandsikkerhed, så alle borgere trygt kan færdes i deres dagligdag. 

Butikker, undervisningslokaler og plejecentre har fået procentvis flest påbud

Særligt når det gælder butikker, halter brandsikkerheden. Både i butikker, hvor der må være fra 150 til 500 personer, og i butikker med plads til over 500 er der blevet givet påbud i over 60 procent af tilfældene. Men også på uddannelsesinstitutioner, plejecentre og kollegier blev der givet procentvis mange påbud. 

Antal forbud

I 2021 blev der givet 51 forbud. Det svarer til 0,19 procent af alle brandsynsobjekterne.

Påbud gives, når der er nogle forhold i den pågældende bygning, der er i uoverensstemmelse med lovgivningen om brandsikkerhed, og som der derfor skal rettes op på. I særligt grove tilfælde kan der også gives forbud mod brug af en bygning.

Når der gives et forbud skyldes det, at der er forhold, der er så kritiske, at det er usikkert for mennesker at benytte sig af bygningen. Stedet bliver derfor lukket med øjeblikkelig virkning, indtil uoverensstemmelserne er korrigeret, og det igen er sikkert at færdes der.

Corona har ikke påvirket meget

I år 2020 var der ifølge Danske Beredskaber 1.261 brandsynsobjekter, som ikke var tilgængelige til brandsyn på grund af Covid-19. Det blev dengang vurderet, at det var for stor en konkret helbredsrisiko at gå brandsyn disse steder, da det kunne føre til en forøget smitte på lokationerne og på brandstationerne. Typisk har det været steder med folk, der i forvejen var i en risikogruppe – fx hospitaler og visse plejehjem. 

I 2021 var antallet af utilgængelige brandsynsobjekter faldet til 86 og her har det især været diskoteker, kollegier/kostskoler/klublejligheder og plejeinstitutioner, hvor det ikke har været muligt at udføre et brandsyn.

Overordnet set har Covid-19 haft en meget lille indvirkning på brandsyn foretaget i 2021, da næsten alle brandsynsobjekter har været tilgængelige og er blevet synet. Samlet set har de kommunale redningsberedskaber i Danmark synet 99 procent af alle de tilgængelige brandsynsobjekter, der har stået på deres opgaveliste. Et omfattende om end meningsfuldt arbejde, der skaber tryghed for borgerne, som befinder sig i bygningerne.



Leverandører
Tilbage til toppen