SecurityWorldMarket

30-05-2022

Malmö bryder med Securitas efter mistanke om bestikkelse

Malmö Kommune vælger ikke at forlænge aftalen med Securitas om kommunale sikkerhedsvagter.

Der er blæst om Securitas i Sverige, efter at et svensk tv-program afslørede, at ledende medarbejdere har købt sex i udlandet og har været på festrejser med embedsmænd fra Malmö Kommune. Nu har kommunen så valgt ikke at forlænge aftalen med Securitas omkring om kommunale sikkerhedsvagter på et af byens arnesteder for ballade, nemlig Möllevångstorget.

To ansatte hos Securitas er blevet fyret, efter at de i lydoptagelser fortalte, at de købte sex i Spanien. Ifølge tv-programmets kilder anser det svenske sikkerheds- og efterretningspoliti (Säpo) en af de ansatte for at være en direkte sikkerhedsrisiko, "fordi han har adgang til følsomme oplysninger om det svenske militær, som for eksempel den russiske efterretningstjeneste er interesseret i."

I tv-udsendelsen fremgår det også, at en af de fyrede mænd hos Securitas i forbindelse med indkøb af kommunale sikkerhedsvagter ved Möllevångstorget modtog oplysninger fra to embedsmænd ved Malmö kommune. De to blev derefter inviteret på en festtur til London.

Malmö kommune lavede en politianmeldelse, da de fik kendskab til turen, og embedsmændene blev fyret, og der blev foretaget en ekstern undersøgelse.

- Gennemgangen viser, at omstændighederne omkring London-turen og den tidsmæssige sammenhæng med indkøb af sikkerhedsvagter gør, at der er grundlag for en politianmeldelse for at undersøge, om der er begået kriminalitet, siger Jonas Rosenkvist, direktør for intern ledelse og support i Malmö.

Malmö Kommune skriver nu, at "på grund af oplysninger, som fremkom, da Malmö Kommune undersøgte to tidligere ansattes forhold til vagtselskabet Securitas, vælger kommunen ikke at forlænge aftalen med vagtselskabet vedrørende kommunale vagter".


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen