SecurityWorldMarket

27-10-2023

Kunstig intelligens i droner udløser AI-pris på 200.000 kr.

Den danske virksomhed Reblade har vundet Industriens Fonds AI-pris på 200.000 kr. Prisen er netop blevet uddelt i Industriens Hus i København på konferencen AI Denmark Summit 2023.

Industriens Fonds AI-pris uddeles årligt til en AI-frontløber blandt de virksomheder, som har deltaget i det landsdækkende initiativ AI Denmark, der har til formål at hjælpe små og mellemstore danske virksomheder med at udforske mulighederne med kunstig intelligens. En uafhængig jury bestående af danske AI-specialister har udvalgt finalisterne og har nu kåret Reblade som vinder.

- Gennem AI Denmark har Reblade fået hjælp af specialister fra Aalborg Universitet til at implementere kunstig intelligens i deres droneteknologi, hvilket gør det muligt for droner at lande præcist på vindmøllevinger under komplekse forhold som f.eks. ved kraftige vindstød. Derudover bruger Reblade kunstig intelligens til at reparere skader på vindmøllevingerne effektivt og præcist.

- Vi er enormt stolte af prisen, og med AI’s hjælp tør vi nu konkurrere med de helt store inden for vores branche. Ved at kombinere to essentielle elementer – sikkerhed og hastighed – sikrer AI, at processerne omkring at reparere vindmøllevinger forløber sikkert og hurtigt. Det sker mere sikkert end et menneske kan betjene vores droneteknologi og hurtigere, end et menneske kan reagere, siger Frank Kjerstein, der er direktør for Reblade.

- Samarbejdet med AI Denmark, og ikke mindst denne her pris, giver os en fordel og fører os gradvist op i superligaen inden for understøttelse af driften med vindenergi. Vi har formået at reducere nedetiden for vindmøller med 90% ved hjælp af vores droner, når vindmøllevinger skal repareres. På den måde sikrer vi en øget produktion af grøn energi. Samtidig adresserer vi flaskehalsproblemet forbundet med at anvende specialiseret arbejdskraft i forhold til manuel arbejdskraft. Konkret sikrer vi, at en mangel på op til 150.000 specialister inden for området ikke bliver en hindring for den grønne omstilling, siger Frank Kjerstein.



Leverandører
Tilbage til toppen