SecurityWorldMarket

14-09-2021

Kørekort-appen vandt Digitaliseringsprisen

Kørekortappen er blevet downloadet af mere end 1,5 mio. danskere.

Digitaliseringsstyrelsen vandt i samarbejde med Rigspolitiet Publikumsprisen for Kørekort-appen ved arrangementet OffDig21.

Digitaliseringsprisen uddeles hvert år på arrangementet OffDig til foregangsprojekter, der gavner samfund og borgere og inspirerer andre til nye visioner og initiativer. Prisen har blandt andet til formål at øge opmærksomheden på succesfulde og værdiskabende digitaliseringsinitiativer i den offentlige sektor. Der uddeles priser inden for tre hovedkategorier (Innovationsprisen, Implementeringsprisen og Sammenhængsprisen) samt Publikumsprisen, som uddeles af publikum i salen til OffDig.

Digitaliseringsstyrelsen har, sammen med Rigspolitiet, vundet Publikumsprisen for Kørekort-appen.

Kørekort-appen er et frivilligt supplement til det fysiske kørekort, som er blevet til i et samarbejde mellem Digitaliseringsstyrelsen, Transportministeriet og Rigspolitiet.

- Vi er meget stolte over, at over 1,5 mio. danskere har downloadet det digitale kørekort. Det viser, at tiden er løbet fra den tykke tegnebog spækket med forskellige kort, og derfor er der stor efterspørgsel efter digitale løsninger, som man kan have med sig på mobilen. Med Kørekort-appen har man altid ID med sig og behøver ikke være bekymret for, om man har husket sit fysiske kørekort, siger vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, Adam Lebech.

IT-direktør for Rigspolitiet, Lars Ole Dybdal, siger:

- Det er meget glædeligt, at samarbejdet på tværs af det offentlige har båret frugt, og at vi i fællesskab vinder Digitaliseringsprisen for at levere én samlet innovativ og borgervendt løsning. Det understreger gevinsten ved, at vi som offentlige myndigheder konstant er omstillingsparate, og gennem godt samarbejde om moderne løsninger, formår at imødese den øgede digitalisering i samfundet. Det fortsætter vi ufortrødent med.

Gode resultater
Kørekort-appen er ifølge Digitaliseringsstryrelsen blevet taget rigtig godt imod, siden den blev lanceret d. 24. november 2020. Inden for det første døgn blev appen downloadet af mere end 500.000 danskere, hvilket er rekorden for en offentlig app. Appen er i dag blevet downloadet af mere end 1,5 mio. danskere.



Leverandører
Tilbage til toppen