Gennem konkurrencen vil eleverne få større forståelse for deres egen cybersikkerhed. Det kan danne afsæt for diskussioner i klassen om digital adfærd og styrke elevernes evner til at færdes sikkert på nettet med stærke kodeord, to-trins-login og beskyttelse af personlige oplysninger.
Over 250 skoleklasser deltager i konkurrencen. Det er flere end i 2023, hvor konkurrencen blev afholdt første gang.
– Cybertruslen mod Danmark har aldrig været højere. Det er vigtigere end nogensinde, at den kommende generation af unge mennesker er rustet til at agere sikkert i det digitale samfund. Det bidrager initiativet fra Cybersikkerhedsrådet til, ligesom konkurrencen er med til både at skabe opmærksomhed om cybersikkerhed og løfte kompetenceniveauet for de deltagende skoleklasser, siger minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen, og forperson for Cybersikkerhedsrådet Jacob Herbst supplerer:
– Noget af det, vi rigtig gerne vil i Cybersikkerhedsrådet er at bidrage til, at flere unge opdager, hvor spændende og relevant cybersikkerhed er. Så vi er glade for, at så mange elever nu får mulighed for at prøve kræfter med faget. På den lange bane håber vi, at det fører til, at flere vælger at uddanne sig inden for området.
Fakta om cyberkonkurrencen
Konkurrencen er igen i år en såkaldt Capture the Flag-konkurrence for skoleelever på de øvre klassetrin – fra 7.-10. klasse. Eleverne skal finde ”flag” – altså hemmelige tekstbidder – i forskellige typer af cybersikkerhedsopgaver. Hver mandag i uge 44 til 46 frigives et nyt opgavesæt. Mange forskellige kompetencer og færdigheder kommer i spil, når klassen i fællesskab skal bryde koder gennem kryptografi, eller når disciplinen web exploitation bliver præsenteret, hvor klassen skal gennemskue hjemmesiders opbygning og udnytte eventuelle sårbarheder. I år bliver eleverne også klogere på open source intelligence, som handler om at indsamle og anvende informationer fra sociale medier og andre steder på internettet.
De klasser, der har fundet alle flag, når konkurrencen er slut, er årets vindere af cyberkonkurrencen.
Man kan læse mere om konkurrencen på https://www.cyberskills.dk/cyber-konkurrence/
Fakta om Cybersikkerhedsrådet
Cybersikkerhedsrådet er nedsat for at rådgive regeringen om cybersikkerhedsrelaterede emner, bidrage strategisk til arbejdet med den nationale strategi for cyber- og informationsstrategi samt at styrke udviklingen af cybersikkerhedsrelaterede kompetencer blandt borgere, virksomheder og medarbejdere. Cybersikkerhedsrådets rammer og kommissorium er blevet revideret ifm. nedsættelsen af rådet for perioden 2024-2027 med Jacob Herbst, teknologichef og partner i Dubex, som forperson. Som en del af rådets kommissorium står der, at rådet skal bidrage til den årlige cybersikkerhedsmåned i oktober. Det er i denne anledning, at rådet afholder Cyberkonkurrencen 2024.