SecurityWorldMarket

24-02-2021

Hver syvende indbakke blev udsat for hackerangreb i 2020

Alt for mange ondsindede e-mails slipper gennem virksomhedernes sikkerhedsfilter og udgør en risiko, siger Peter Gustafsson, nordisk ansvarlig i Barracuda Networks.

I 2020 blev 4.550 udvalgte virksomheder udsat for over 2 mio. unikke angreb. Og selvom alle e-mails allerede var blevet scannet én gang, havde 14 pct. af indbakkerne alligevel mindst ét angreb liggende. Det viser en ny analyse fra it-sikkerhedsvirksomheden Barracuda Networks.

Virksomheder og organisationer var under hårdt pres fra cyberkriminelle i 2020. Det fremgår af en ny analyse fra it-sikkerhedsvirksomheden Barracuda Networks, der vha. virksomhedens eget værktøj, Barracuda Email Threat Scanner, har scannet 2.6 mio. e-mailindbakker på tværs af 4.550 virksomheder og organisationer inden for forskellige brancher.

Her fandt Barracuda over 2 mio. unikke angreb på mailkonti, hvilket svarer til 512 angreb per virksomhed eller organisation. 14 pct. af de scannede indbakker var fortsat under angreb, selvom alle indgående e-mails allerede var blevet scannet én gang.

- Alt for mange ondsindede e-mails slipper gennem virksomhedernes sikkerhedsfilter og udgør en risiko. Det understreger, hvor vigtigt det er, at virksomheder gør endnu mere for at optimere deres it-sikkerhed, siger Peter Gustafsson, nordisk ansvarlig i Barracuda Networks.

Flest phishing-angreb
Blandt de 2.029.413 unikke angreb, som Barracuda konstaterede, var phishing den mest almindelige type angreb med 59 pct. efterfulgt af scamming (39 pct.), afpresning (9 pct.) og business email compromise (8 pct.). De to sidstnævnte er mindre hyppige, fordi de typisk bygger på personlig information.

Ifølge Peter Gustafsson har cyberkriminelle for let ved at omgås traditionelle spamfiltre:

- Spear phishing-angreb er farligere end nogensinde, fordi cyberkriminelle bliver bedre og bedre til at slippe gennem virksomhedernes sikkerhedsfiltre. Det ser vi desværre tydeligt på antallet af angreb, som slipper igennem. De traditionelle mail- og spamfiltre er ikke nok, og virksomheder og brugere bør derfor også anvende et API-baseret forsvar for bedre at beskytte sig, siger han.

Opdateret Barracuda Email Threat Scanner
Barracuda Networks annoncerer samtidig, at man har sendt en opdateret version af det gratis værktøj Barracuda Email Threat Scanner på gaden. Sammen med Barracuda Sentinel udarbejder værktøjet efter hvert scan en samlet rapport, som viser de identificerede angreb, mistænkelige domæner og udsatte medarbejdere. Rapporten hjælper også med at identificere mangler ift. e-mailsikkerhed.



Leverandører
Tilbage til toppen