SecurityWorldMarket

26-01-2022

Hardi-V opkøbt af Prosero

Henrik Westergaard og Dan Christensen fra Hardi-V.

Den svenske sikkerhedskoncern Prosero Security Group udvider i Danmark med købet af låsesmeden Hardi-V, som er totalleverandør inden for teknisk sikkerhed med afdelinger i Randers og Viborg.

Hardi-V blev grundlagt som en traditionel låsesmed i 1968 og blev i år 2000 overtaget af Dan Christensen og Henrik Westergaard, som siden da sammen har drevet selskabet med succes. Firmaet er i dag totalleverandør af sikkerhedsprodukter og -ydelser og har en bred kundebase med private virksomheder, boligejere, offentlige institutioner og industri. Mange kunder findes inden for grundlæggende samfundsfunktioner som sygepleje og vindkraft. Virksomhedens tilbud omfatter produkter og ydelser inden for mekaniske og elektroniske låse, dørtelefoni, adgangssystemer, dørautomatik, indbrudsalarmer og overvågning.

Stor efterspørgsel på ydelserne og flere succesrige satsninger kombineret med en stærk kundebase har bidraget til, at Hardi-V har haft en positiv udvikling med høj vækst og minimal påvirkning af den globale pandemi. Selskabet er meget velanset både i branchen og blandt kunderne og er certificeret og godkendt af Rigspolitiet, forsikringsselskaberne og Skadeforebyggende forum (SKAFOR). Omsætningen i det seneste regnskabsår var 35 millioner DKK. Selskabet har 21 ansatte med udgangspunkt fra de to butikker i Viborg og Randers.

- Vi har helt fra første møde kunnet se, at Prosero Security Group var det helt rigtige match for os. Ved at blive en del af Prosero føler vi os sikre på, at Hardi-V vil blive drevet videre i samme ånd som hidtil. Hardi-V har gennem de sidste mange årtier opbygget en stærk identitet, hvorfor det er vigtigt for os, at denne ånd lever videre i virksomheden. Det betyder, at vi beholder samme navn, de samme ansatte og det samme høje serviceniveau for vores kunder, nøjagtig som de har oplevet de seneste 50 år. Vi har alle dage vægtet højt at levere et professionelt stykke arbejde til vores kunder, store som små, samt at oparbejde og vedligeholde langvarige kunderelationer.

- Ved at indgå i samarbejde med Prosero ser vi gode muligheder for, at vi hos Hardi-V kan holde os ajour med de nyeste teknologier i sikringsbranchen, kan imødekomme vores kunders efterspørgsler og samtidig kan fortsætte vores vækstrejse. Samarbejdet vil betyde, at vi som virksomhed kan have mere fokus på at følge udviklingen i branchen og derigennem sikre, at vi forbliver vores nuværende, og fremtidige, kunders foretrukne leverandør af sikkerhedsløsninger. Derfor ser vi frem til at blive en del af Prosero, siger Dan Christensen og Henrik Westergaard.

- Vi er glade og stolte over at kunne byde Hardi-V velkommen til Prosero. Virksomheden har vist en meget imponerende historik og har over tid opbygget en førende stilling i branchen med et stærkt varemærke. Danmark er et strategisk vigtigt marked for Prosero, og med Hardi-V tager vi et stærkt skridt fremad for at accelerere væksten i regionen, siger Fredrik Gren, CEO for Prosero Security Group.

Prosero har en stærk lokal forankring over 100 steder i Sverige, Norge, Danmark og Finland. Koncernens tjenesteudbud omfatter rådgivning, integration, drift, vedligeholdelse, service og overvågning af alarmer, adgangssystemer, kamerasystemer, låse og brandsikkerhed. Den samlede omsætning er mere end 2,5 milliarder svenske kroner.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen