SecurityWorldMarket

21-12-2023

Hanwhas fabrik i Vietnam runder 10 mio. produkter

Der var fest på fabrikken i Que Vo Industrial Park i Bac Ninh-provinsen i Vietnam, da den skelsættende produktionsmilepæl blev nået.

Sydkoreanske Hanwha Vision, der er en af verdens førende leverandører af overvågningsløsninger, har lige produceret enhed nummer 10 millioner i sin Vietnam-baserede fabrik - kun fem år efter produktionsstart.

Med dette momentum er Hanwha Vision nu klar til at styrke sin forretning yderligere og fortsætte med at udrulle sin vision for Europa og andre steder, lyder det fra virksomheden.

- Hanwha Visions produktionsevne skyldes vores præcision, effektivitet og innovation, siger Pread Um (Suk Bong), produkt- og marketingdirektør hos Hanwha Vision Europe.

- I de seneste år har mange producenter kæmpet med forsyningskædens udfordringer, men vores dedikerede produktionsfaciliteter betyder, at vi fortsætter med at imødekomme behovene hos vores globale kundebase. Denne robuste, ekspertforsyningskæde har også gjort os i stand til yderligere innovation og til at lancere flere brancheførende produkter.

Hanwha Vision Vietnam-faciliteten blev etableret i 2017 som en del af en strategisk udvidelse af virksomhedens globale produktionsbaser. Fabrikken fremstiller for tiden cirka 500 produktmodeller, blandt andet kameraer og linser. Da anlægget for alvor gik i gang i 2018, introducerede virksomheden sin egen ”root certificate authority” med en enhedsgodkendelse i hvert enkelt produkt for at beskytte hele systemet mod sårbarheder i sikkerheden.

Den 60.000 kvadratmeter store fabrik i Vietnam er bygget op omkring miljømæssig bedste praksis, og den smarte facilitet kører på strøm genereret af solpaneler på taget af bygningen.

Da de globale forsyningskæder blev forstyrret på grund af Covid-19-pandemien, var Hanwha Vision i stand til at producere 50 procent flere produkter end det foregående år takket være sit vietnamesiske datterselskabs globale produktions- og forsyningskædestyringssystem, som spænder over bestilling, fremstilling, produktion og logistik.

Produkt nummer 10 millioner var et Hanwha Vision Solidedge-kamera. Solidedge er et solid-state drive (SSD)-baseret kamera, som kører Wave VMS på kanten, hvilket giver en omkostningseffektiv og praktisk sikkerhedsløsning sammen med et pålideligt videokamera af høj kvalitet.



Leverandører
Tilbage til toppen