SecurityWorldMarket

11-06-2024

Hansen El bliver en del af Installatørgruppen

Fra venstre ses Simon Hansen, Ove Hansen, Peter Frandsen og Jesper Lynge

Fredericia-virksomheden Hansen El er den nyeste tilføjelse til Installatørgruppen - en af Danmarks største installationsvirksomheder. Hansen El er dermed en del af de nu mere end 20 danske installationsvirksomheder indenfor el-, vvs, fiber samt ventilations- og kølesystemer.

Hansen El er en el-installationsvirksomhed i Fredericia. Familievirksomheden blev grundlagt i 2005 af Ove Hansen og beskæftiger i dag 26 medarbejdere, som projekterer, leverer og servicerer eltekniske løsninger med fokus på effektivitet, kvalitet og professionelt håndværk. Kernekompetencer for Hansen El er traditionelle/intelligente elinstallationer, it- og fiberinstallationer og energioptimering samt professionel rådgivning og projektering. Virksomhedens kundesegment omfatter blandt andet industri, offentlige og private virksomheder, boligforeninger, erhvervsejendomme og private boliger.

Ledelsen i Hansen El består af stifter, Ove Hansen og Simon Hansen.

- Vi er utroligt glade for at dele, at vi er blevet en del af en stærk gruppe, hvor vi kan styrke vores eksisterende kompetencer og få ressourcer til at imødekomme fremtidens krav om innovation og dokumentation. Vi er meget stolte af den virksomhed og den kultur blandt vores medarbejdere, som vi har fået opbygget gennem årene, og derfor er vi også meget glade for at kunne bevare det og at kunne fortsætte med at være den samme virksomhed som før – blot med flere muskler. Vi ser meget frem til samarbejdet med Installatørgruppen og de andre virksomheder, siger Simon Hansen.

Med Hansen El består Installatørgruppen nu af mere end 20 danske installationsvirksomheder med en samlet omsætning på omkring DKK 2,2 mia. og mere end 1300 medarbejdere.

Peter Frandsen, Direktør i Installatørgruppen: ”Vi er enormt glade for at få ledelse og medarbejdere i Hansen El som nyeste tilføjelse i gruppen. Med deres kernekompetencer og stærke position i Fredericia sikrer og styrker vi i Installatørgruppen både vores geografiske dækning og vores kompetencer indenfor el. Vi ser meget frem til samarbejdet med Hansen El.”

Ligesom de andre virksomheder i Installatørgruppen beholder Hansen El firmanavn, ledelse, medarbejdere, kontor og opretholder dermed sin lokale forankring og sine tætte kunderelationer.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen