SecurityWorldMarket

12-02-2023

Fremadstormende kryptovaluta er svindel

En ny rapport fra Check Point Research afslører, at kryptovalutaen Dingo Token indeholder en skjult kode, der giver personerne bag kryptovalutaen mulighed for at sætte transaktionsgebyret op til 99 pct. Brugere kan dermed risikere at miste stort set hele deres investering, allerede når de trykker på købsknappen.

Check Point Research, der er en del af Check Point Software Technologies, har gennem længere tid holdt øje med kryptovalutaen, Dingo Token, der har oplevet en kursstigning på over 8.400 pct. siden årsskiftet. Nu kan Check Point afsløre, at Dingo Token med stor sandsynlighed er et svindelnummer. Ifølge analytikerne hos Check Point Research, er der fra udviklernes side nemlig gemt en kode i den virtuelle valuta, der giver mulighed for at sætte transaktionsgebyret op til hele 99 pct. ved handel med valutaen. Det er til trods for, at skaberne af Dingo Token på deres hjemmeside fortæller, at gebyret blot er 10 procent.

Det betyder, at brugere, der investerer i Dingo Token risikerer at miste stort set alle deres penge lige efter de har købt kryptovalutaen.

- Dingo Token er et klokkeklart eksempel på kryptosvindel. Vi har fundet en bagdør i valutaen, der giver personerne bag Dingo Token mulighed for at ændre gebyret, og lige nu er det blevet ændret til gigantiske 99 pct. Svindlere har i den grad fået øjnene op for kryptovaluta fordi det er et lukrativt marked, der udvikler sig med lynets hast, og fordi de kan forblive anonyme, fortæller Oded Vanunu, der er Head of Products Vulnerabilities Research hos Check Point Software Technologies. Han fortsætter:

- Hvis du som bruger investerer i kryptovaluta, eller har planer om det i fremtiden, opfordrer vi til, at man kun benytter sig af pålidelige kryptobørser og køber veletablerede valuta, der er blevet handlet mange gange.



Leverandører
Tilbage til toppen