SecurityWorldMarket

27-02-2025

Første prototype af en elektrisk, pansret pengetransport

Spanske Prosegur Cash, der en global aktør indenfor værdilogistik og kontanthåndtering, har udviklet den første prototype af en elektrisk pansret pengetransport til sin flåde af specialkøretøjer til transport af kontanter og værdigenstande.

Projektet er gennemført i samarbejde med Madrids Polytekniske Universitet (UPM) og den spanske teknologi- og sikkerhedsvirksomhed TSD. Det markerer ifølge Prosegur en betydelig milepæl i bestræbelserne på at reducere virksomhedens miljøpåvirkning, uden at gå på kompromis med de strenge sikkerhedsstandarder, der gælder i de markeder, hvor virksomheden opererer.

Gennem grundig forskning og brug af nyudviklede avancerede materialer har Prosegur skabt en prototype af en pansret lastbil, der er 30 % lettere end traditionelle modeller. Den er desuden den første i branchen med et praktisk anvendeligt elektrisk chassis, der kombinerer sikkerhed, energieffektivitet og bæredygtighed. Projektet har været muligt med støtte fra den spanske regerings Institut for Diversificering og Energibesparelse (IDAE) gennem MOVES Proyectos Singulares II, et incitamentsprogram for elektrisk mobilitet.

Reducerede CO₂-udledninger

Takket være innovationen i designet kan én elektrisk pansret lastbil reducere CO₂-udledningen med 15 ton årligt – svarende til emissionerne fra et konventionelt forbrændingskøretøj, der kører over 100.000 kilometer. Dermed bidrager løsningen til at bekæmpe klimaforandringer og forureningsproblemer.

Den nye elektriske model er også udviklet til at operere frit i byområder, hvor emissionsregler bliver stadig strengere. Dermed sikrer Prosegur Cash forretningskontinuitet i takt med, at miljøkravene skærpes.

Teknologiske udfordringer og innovation

Tiago Libereiro, flådechef for Prosegur Cash i Spanien og Portugal, fremhæver de tekniske udfordringer i projektet:

- Vi har arbejdet med at udvikle lettere materialer, der stadig opretholder de nødvendige ballistiske beskyttelsesstandarder. Fremskridtene inden for disse materialer har været afgørende for at gøre det elektriske chassis levedygtigt – noget, der tidligere ikke har været muligt. Med denne innovation styrker vi vores engagement i både bæredygtighed og sikkerhed, samtidig med at vi opretholder en effektiv drift af vores flåde.

Forskning og udvikling i sikkerhed og bæredygtighed

Traditionelt har pansrede køretøjer været tunge, da de er fremstillet af robuste materialer for at beskytte besætning og last. Denne vægt øger brændstofforbruget, hvilket strider mod målet om lavere emissioner og en mere bæredygtig transportmodel.

For at imødegå denne udfordring har Prosegur Cash investeret i forskning og udvikling af nye pansermaterialer. I samarbejde med UPM har virksomheden analyseret avancerede keramiske materialer, syntetiske fibre og metallegeringer, der giver samme styrke og holdbarhed som traditionelt stål – men med en vægtbesparelse på 30 %. Denne innovation har gjort det elektriske chassis til en realistisk mulighed i sikkerhedsbranchen.

Desuden har materialernes unikke egenskaber krævet udvikling af nye teknikker til produktion og tilpasning af køretøjerne. Dette er sket i tæt samarbejde med TSD, en førende spansk virksomhed inden for sikkerhedstransport. Alle materialer er blevet testet under strenge ballistiske og eksplosive modstandsdygtighedsprøver i overensstemmelse med UNE-EN 1063:2001 og UNE-EN 1522:1999, som er essentielle standarder for privat sikkerhed og transport af værdier.

Et strategisk skridt mod en bæredygtig flåde

Den elektriske, pansrede pengetransport er et vigtigt skridt for Prosegur Cash i overgangen til en mere miljøvenlig og bæredygtig flåde. Virksomheden vil gradvist implementere disse køretøjer på kontrollerede byruter med passende terræn, for at sikre deres operationelle levedygtighed, inden en bredere udrulning finder sted.

Med denne udvikling bekræfter Prosegur Cash sin position som en ledende aktør inden for både sikkerhed og bæredygtighed i værdilogistik.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen