SecurityWorldMarket

25-10-2023

Exertis og Ajax i partnerskab

Nordisk salgsdirektør hos Ajax, Michael Hygild, er glad for det nye samarbejde med Exertis.

Ukrainske Ajax Systems, en af Europas største producenter af sikkerhedssystemer, har indgået et samarbejde med distributøren Exertis Security Nordic, som dermed udvider sit sortiment til også at omfatte alarmprodukter.

Aftalen med Exertis Security Nordic er en del af Ajax Systems' investering i at øge tilgængeligheden og rækkevidden af sine sikkerhedsløsninger på det skandinaviske marked.

Exertis udvider sit sortiment

Exertis er en svensk koncern med dansk afdeling i Nærum nord for København. Exertis Security Nordic er en stor distributør af kameraovervågningsprodukter, og aftalen med Ajax Systems betyder, at sortimentet nu også udvides med alarmprodukter. I en pressemeddelelse fremhæver Exertis Ajax' banebrydende teknologi som en årsag til partnerskabet. Der lægges særlig vægt på Ajax’ Fibra-teknologi, som er en digital hybridløsning, der kombinerer en kablet alarm med radio, og som kan dække store områder.

Mikael Borbély, Senior Sales Manager Security hos Exertis, ser Fibra som en game changer og en stærk udfordrer til en væsentlig del af det kablede sikkerhedsmarked:

- Med en cloud-first-tankegang passer Ajax Systems perfekt ind i Exertis’+ globale strategier, og deres omfattende produktportefølje supplerer vores forpligtelse til cloud-baserede løsninger, siger han.

To mio. brugere

Danske Michael Hygild er som Ajax Systems' salgsdirektør i Nordeuropa enig i fordelen ved samarbejdet:

- Vi er glade for at gå sammen med Exertis, hvis ekspertise, kundebase og nyfundne fokus på alarm- og sikkerhedsløsninger stemmer overens med vores vision. Dette samarbejde repræsenterer en gensidig forpligtelse til at levere high-end sikkerhedsløsninger til vores kunder, kommenterer han.

Det ukrainske firma Ajax Systems er en markedsledende producent af sikkerhedssystemer med funktioner til smarte hjem. Produktlinjen omfatter over 130 trådløse og kablede enheder til indendørs og udendørs sikkerhed. Virksomheden oplyser, at den har to millioner brugere i 169 lande.



Leverandører
Tilbage til toppen