SecurityWorldMarket

Energisektoren skal investere i cybersikkerhed for at undgå forsyningsproblemer

Den britiske virksomhed Globaldata's Strategic Intelligence-rapport, Cybersecurity in Energy, sætter fokus på, hvordan cybersikkerhed påvirker en række centrale udfordringer i energibranchen. Det gælder blandt andet digitalisering, distribuerede energiressourcer (DER), modernisering af elnettet, forsyningskæder, tredjepartsleverandører og geopolitik.

Energiinfrastruktur er et attraktivt mål for cyberkriminelle. Angreb på kritisk national infrastruktur (CNI) kan få omfattende konsekvenser ved at forstyrre vitale tjenester, skabe ustabilitet på nationalt plan og give hackerne økonomisk gevinst. I takt med den stigende geopolitiske usikkerhed vokser også cyberspionagen, og derfor er det afgørende, at energiselskaber investerer i robuste cybersikkerhedsprogrammer, mener Globaldata, der leverer markedsdata, analyser og produktivitetsløsninger.

Ravindra Puranik, olie- og gasanalytiker hos Globaldata, siger:

– Energiselskaber er afhængige af omfattende økosystemer af tredjepartsleverandører, hvilket betyder, at sårbarheder hos leverandørerne udgør en betydelig cyberrisiko, som kan sprede sig til både IT- og OT-miljøer. Angreb, der udnytter software fra fælles leverandører – eksempelvis værktøjer til filoverførsel – har ramt store aktører.

Puranik fortsætter:

– Risiciene kræver stærkere styring af leverandørerne, herunder kontinuerlig overvågning, standarder, segmentering, princippet om mindst mulige privilegier, revisioner og fælles beredskab ved sikkerhedshændelser.

Globaldata påpeger, at digitaliseringen og sammensmeltningen af informationsteknologi (IT) og operationel teknologi (OT) forbinder ældre anlæg med moderne elnetteknologier. Det øger antallet af mulige angrebspunkter, hvor kompromittering af IT-systemer kan forstyrre driften. Generativ AI øger desuden angribernes hastighed og avancerede kapacitet, hvilket giver forsvarerne kortere tid til at reagere.

Puranik konkluderer:

– Olie- og gasselskaber bør investere i specialiserede cybersikkerhedstjenester, der tilbyder kontinuerlig overvågning og hurtig respons, ekspertvalidering og et stærkt operationelt beredskab. Producenter af udstyr og leverandører af serviceydelser til olieindustrien bør desuden tilbyde produktorienterede tjenester såsom støtte til sikker produktudvikling samt sikkerhedsrevision og certificering for at reducere risici i forsyningskæden og bevare kundernes tillid.

– Cybersikkerhed er en integreret del af hele værdikæden inden for olie og gas, når det gælder om at beskytte data, sikre aktivernes integritet og forhindre økonomiske tab.

Se flere sikkerhedsnyheder på Securityuser.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen