SecurityWorldMarket

04-02-2022

Elinstallatør indleder generationsskifte

Niels Martin Thomsen til højre sammen med de to nye medejere.

Hos NMT El-Service, der har base i det nordlige Aarhus og afdelinger i Ebeltoft og Herning, indtræder to medarbejdere som medejere af elinstallatørvirksomheden.

Niels Martin Thomsen overtog Smedegaards El-Service i 2005 efter 11 år som ansat. Siden har han drevet virksomheden alene under navnet NMT El-Service, men nu har han altså overdraget 1/3 af virksomheden til hver af de nye medejere – 31-årige Martin Søndergaard fra Herning og 40-årige Jari Nymann, der bor i Allingåbro.

Ændringen i ejerskabet sker, fordi Niels Martin Thomsen efter 16 år som selvstændig ønsker at drosle en smule ned rent arbejdsmæssigt og samtidig sikre virksomhedens fremtid.

- Jeg har ingen planer om at stoppe med at arbejde foreløbigt. Men jeg er fyldt 57 år, har en stor familie med et lille nyt barnebarn og mange fritidsinteresser. Blandt andet er jeg stadig aktiv musiker. Tiden er inde til at skabe lidt mere luft i kalenderen til familie og fritid, siger Niels Martin Thomsen om det rullende generationsskifte.

Niels Martin Thomsen har fire børn, og ingen af dem har valgt elektrikervejen. For ham er det derfor naturligt at tilbyde Jari Nymann og Martin Søndergaard medejerskab.

- De seneste år har de begge udviklet og drevet hvert deres forretningsområde i NMT El-Service-regi. Vi har forskellige forcer og supplerer hinanden. Derfor synes jeg, at de er de helt rigtige at byde velkommen i ejerkredsen, siger Niels Martin Thomsen.

Den nye konstellation får ikke indflydelse på kursen eller måden at drive forretningen på. 



Tags


Leverandører
Tilbage til toppen