SecurityWorldMarket

23-06-2021

Efterårets Sectech-messe i Stockholm snart udsolgt

Sådan her vil det ikke se ud i år. På dette års Sectech er gangene blevet bredere, så de besøgende kan holde bedre afstand til hinanden.

Sectech kan den 27.-28. oktober 2021 fejre sit 20 års jubilæum i messecentret Stockholmmessen - og interessen er stor.

- Der er en længsel efter at mødes igen - det kan vi mærke. Og vi har nu kun få stande tilbage, siger Deniz Baykal, projektleder for Sectech.

To intensive dage med spændende seminarer og en meget aktuel udstillingsdel venter de besøgende.

- På seminarerne vil meget af fokus være på teknologiens forskellige anvendelser og muligheder. Hvordan kan de teknologiske løsninger bidrage til øget sikkerhed eller til forbedret effektivitet og rentabilitet for forskellige typer virksomheder og industrier? Hvordan påvirkes sikkerhedsmarkedet af den stigende digitalisering? Dette er nogle af de spørgsmål, som indholdet af seminarerne vil handle om, siger Lennart Alexandrie, der er ansvarlig for Sectech-seminarerne.

Corona-tilpasset design
Messen er naturligvis tilpasset situationen i kølvandet på pandemien.

- Bredere gange, som reducerer trængsel, og som muliggør afstand mellem besøgende og standpersonale, siger Deniz Baykal, der tilføjer, at det kan blive aktuelt at kontrollere og regulere antallet af besøgende på én gang.

- Vi vil selvfølgelig følge myndighedernes anbefalinger og krav til den tid, siger hun.

Fokus på innovation
For de dedikerede fag-besøgende venter der en begivenhed med stærkt fokus på innovation hvad angår sikkerhedsløsninger. Udviklingen inden for IoT og AI vil naturligvis påvirke både messe og seminarer.

- Vi ser også på, hvorvidt vi skal arrangere ceremonien for innovationsprisen Detektor International Award på Sectech i Stockholm, eller om vi skal have den på Sectech i København, der finder sted 1.-2. december i Bella Center. Vi tager denne beslutning i september, siger Lennart Alexandrie.

Længe ventet begivenhed
Men uanset om prisoverrækkelsen finder sted i Stockholm eller København, vil de besøgende i den svenske hovedstad naturligvis komme til at opleve det aller-ypperste inden for alarmer, kameraovervågning, adgangskontrol og integrerede sikkerhedsløsninger via de cirka 100 udstillende virksomheder.

- Det bliver supersjovt igen at skulle arrangere Sectech og at hjælpe branchefolk fra hele Norden med at mødes igen. Det føles, som om alle glæder sig til at ses, og at Sectech derfor er ekstra længe ventet i år, siger Deniz Baykal, der tror, at messen vil være fuldt booket i september.

- Det håber jeg, for så kan vi fokusere helt på det indhold, der føles enormt vigtigt i et år som dette, når vi endelig kan mødes og networke for alvor, slutter hun.

Information om standreservering kan du finde her.



Leverandører
Tilbage til toppen