SecurityWorldMarket

05-10-2023

DBI kan nu teste efter hydrocarbon-brandkurven

DBI’s multiovn har tilstrækkeligt stor effekt i brænderne til at opnå hydrocarbon-kurven. Foto: DBI

11 megawatt. Så meget effekt har DBI’s store multiovn. Desuden kan den brandteste prøveemner, der er 5x3 meter store. Det giver nogle unikke muligheder og er svært at finde andre steder end hos DBI, Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut.

Med en maksimal effekt på 11 megawatt kan DBI’s multiovn ikke blot køre standardbrandkurven (ISO) som mange andre ovne, men også hydrocarbon-brandkurven (HC), som simulerer oliebrand, der f.eks. kan finde sted på en boreplatform. Desuden er den velegnet til brandtest af bl.a. skibskonstruktioner.

- Boreplatformene rundt omkring bliver ældre og begynder at have behov for renovering. Derfor er der brug for brandtest af en helt særlig kaliber, og det har DBI faciliteterne og kompetencerne til at udføre, siger civilingeniør Wisam Elias Neaman fra DBI’s brandtestafdeling.

H0-testen

H0-testen er den mest krævende af alle hydrocarbon-brandtests. Det er som regel en uisoleret test, som kører over 120 minutter, uden temperaturkrav, men med et integritetskrav, som betyder, at der under brandtesten ikke må opstå flammer på den ueksponerede side af prøveemnet.

- Det er vanskeligt at opnå hydrocarbon-temperaturkurven og samtidig holde det påkrævede tryk i ovnen. Og der findes ikke mange ovne, der har stor nok effekt til at klare det varmetab, der opstår ved en H0-test. Derfor kræver det langt mere af ovnen at køre en H0-test, end det gør at køre alle andre tests, siger Wisam Elias Neaman, civilingeniør, DBI, og fastslår:

- Men DBI’s multiovn har tilstrækkeligt stor effekt i brænderne til at opnå hydrocarbon-kurven, selv med det store varmetab, der kommer fra et uisoleret H0-prøveemne, og en ventilation, der er effektiv nok til at etablere de trykbetingelser, der er påkrævet under sådan en HC-test.

Alle hydrocarbon-testene kører med en makstemperatur på 1100 grader. Ud over H0-testen er der også H15-H120, hvis tal refererer til antallet af minutter med et temperaturkrav under testen, som altid varer i 120 minutter.

Langvejs fra

DBI kan udføre alle brandmodstandstests efter HC-kurven. Det gælder bl.a. test af dæk, skotter, døre og gennemføringer i skot eller dæk. Og da det er vanskeligt at finde testlaboratorier med de samme testfaciliteter som DBI, kommer der forespørgsler fra både nær og fjern vedr. hydrocarbon-tests.

- Vores kunder har typisk ikke kunnet finde andre laboratorier med samme testmuligheder og samme ekspertise og er derfor klar til at rejse for at teste hos os, fortæller Wisam Elias Neaman.

Ovnens størrelse

Størrelsen på multiovnen – som er hele 5x3 meter – giver også nogle ekstra muligheder i forhold til branddøre, fordi DBI kan teste begge sider af en dobbeltdør ved én og samme test. Derudover kan der testes store ventilationskanaler op til 2,5x1,5 meter og belastede søjler op til 80 ton. Og endelig muliggør ovnens ekstra bredde flere testtyper af gennemføringer og test af flere detaljer i vægge.



Leverandører
Tilbage til toppen