CEO Claus Moldow fra Globeteam fortæller, at opkøbet af Fifteen er det første skridt i en strategi, hvor Globeteam vil være en spiller på det norske marked:
- Med opkøbet og navneskiftet får Globeteam en platform på det norske marked. Vi får et team af 15 seniorkonsulenter og en dedikeret leder i Fred Arne Bakken. Teamet har meget stærke kompetencer indenfor infrastruktur, cloudløsninger, IT-sikkerhed og projektledelse. Dette hold af dygtige konsulenter passer som fod i hose i forhold til både vores forretningsområder og kompetencer i Globeteam i Danmark, siger Claus Moldow.
Han fortæller, at der er en gennemsnitserfaring på 22 år blandt de norske konsulenter.
- Det norske selskab er bygget op over mange af de samme principper, som vi kender fra Globeteam. Det handler blandt andet om, at vores konsulenter er erfarne folk, som alene løser opgaver på seniorniveau, siger Claus Moldow.
Købet i Norge kommer i forlængelse af, at Globeteam ansatte Arne Norheim som manden, der skal drive Globeteams vækst i Norge.
- Jeg er utrolig glad for, at vi nu har taget første skridt for Globeteam i Norge, som de kommende år er et stort strategisk vækstområde for selskabet, siger Arne Norheim.
Arne Norheim har tidligere været adm. direktør for Webstep ASA i Norge. Han har desuden haft adskillige internationale roller hos IBM, hvor han blandt andet var adm. direktør for IBM Norge og leder af IBM's outsourcingforretning i Danmark, ligesom han også en periode har været bestyrelsesformand i Globeteam.
Også Fred Arne Bakken glæder sig sammen med sine kollegaer over at være blive en del af Globeteam.
- Vi glæder os alle sammen over ejerskiftet. Vi har store forventninger til nu at blive en del af et nordisk setup med de fordele det har. Samtidig imponerer Globeteams vækstrejse og ikke mindst selskabets evne til at tiltrække store og attraktive kunder, siger Fred Arne Bakken.
Globeteams hovedaktionær er Norvestor, som er et førende nordisk private equity-firma med fokus på mid-market segmentet.
Norvestor har kontorer i Oslo, Stockholm, Helsinki, København og Luxembourg. Norvestor søger at investere i mellemstore vækstvirksomheder i det nordiske marked, der har potentiale til at opnå en førende nordisk eller international position, typisk gennem organisk vækst, opkøb på tværs af fragmenterede brancher og geografisk ekspansion.
Udover Norvestor er Globeteams også ejet af det familieejede investeringsselskab, Kirk Kapital, der ejes af Kirk Johansen-familien. Kirk Johansen-familien er efterkommere af Ole Kirk Christiansen, som etablerede LEGO.
Derudover ejer Globeteams to stiftere Claus Moldow og Morten Strunge Nielsen fortsat godt 10 pct. hver af selskabet.