SecurityWorldMarket

16-09-2019

Dansk firma skal hjælpe amerikanerne med at nedbringe antallet af røverier

Henrik Olsen fra Unisecure fortæller i New York mere over 100 repræsentanter fra blandt andet NYPD og FBI om, hvordan brug af usynlig DNA-væske vil kunne nedbringe antallet af røverier i eksklusive butikker.

Danske Unisecure har været i USA for at demonstrere for blandt andre FBI og New York Police Department (NYPD), hvordan man – uden brug af våben - kan sikre sig bedre mod røverier. I Danmark har Unisecure haft succes med at sikre blandt andet Irma, SuperBrugsen, Rema 1000-butikker m.fl., med et system, som sprøjter en usynlig og uafvaskelig DNA-væske på en røver. Væsken og dermed røveren kan derefter spores af politiet.

Unisecures seneste besøg i USA fandt sted for få uger siden i det såkaldte Diamond District i New York, hvor emnet var, hvordan man bedst muligt sikrer butikker med varer af meget høj værdi.

- Til stede var repræsentanter fra FBI, NYPD og en del større amerikanske virksomheder. DNA-mærkning af genstande og sprøjtning af DNA-væske på røvere er stort set ukendt i USA, og udsigten til at kunne nedbringe antallet af røverier vakte begejstring hos tilhørerne, fortæller Unisecures direktør Henrik Olsen, der tilføjer, at systemet allerede er blevet installeret i den meget eksklusive ur-forretning Richard Mille i New York.

Unisecures SelectaDNA spraysystem påfører en røver en fin sky af UV-væske med sporstof og en unik DNA-kode, som bliver siddende på hud, tøj, sko, våben mv. i mindst seks uger, og som kan let spores. Systemet bruges bl.a. i supermarkeder, guldsmedeforretninger, restauranter, tankstationer, døgnbutikker, spillehaller, banker mv.

Foruden i spraysystemer bruges DNA-væsken til at påføre for eksempel elektrisk håndværktøj, kobberkabler og mange andre værdifulde genstande, så de i tilfælde af tyveri kan spores af politiet bagefter. Således blev der i begyndelsen af september afgivet ordrer til Los Angeles Metro i USA, som nu vil begynde at mærke sine tyveri-udsatte kobberkabler med DNA-væske.

- Den overordnede hensigt med DNA-væsken er naturligvis den præventive effekt, der ligger i at kunne advare tyveknægte og røvere med skiltning, så de opgiver deres forehavende og forsvinder, siger Henrik Olsen, der i Danmark ikke mindst oplever stor succes med at sælge sine løsninger til den tyveriplagede entreprenørbranche.

Unisecure vil på Sectech-messen i København i marts demonstrere og fortælle om løsningsmulighederne med usynlig DNA-væske.


Tags

Leverandører
Tilbage til toppen