SecurityWorldMarket

15-09-2022

Dansk firma får kæmpeordre fra det amerikanske forsvar

CEO Lars Højgård Hansen. Foto: Invisio

Den danske virksomhed Invisio, der udvikler og sælger avancerede kommunikationssystemer, har landet en ordre på cirka 28 millioner kroner fra en unavngiven kunde indenfor det amerikanske forsvarsministerium.

Ordren er på avancerede kommunikations- og høreværnsystemer under Invisio-brandet og kommer fra en mangeårig Invisio-kunde. Ordren vil yderligere styrke forretningsforbindelsen, oplyser virksomheden.

- Et kendetegn ved Invisio er vores langsigtede kunderelationer. Denne kunde er ingen undtagelse. Vi har i mange år haft glæde af et tæt samarbejde med flere af vores kunder, hvilket bidrager væsentligt til vores succesfulde udviklingsarbejde. Nære kunderelationer er en hjørnesten i vores vækststrategi, siger CEO Lars Højgård Hansen.

Invisio-systemet tilbyder forbedrede kommunikationskapaciteter i støjende miljøer, samtidig med at løsningen beskytter brugernes hørelse og øger situationsfornemmelsen, hvilket giver operationelle og taktiske fordele.

Virksomheden kombinerer specialistviden inden for akustik og hørelse med bred ingeniørviden, herunder inden for software, materialeteknologi og integration. Virksomhedens løsninger markedsføres under de to brands Invisio og Racal Acoustics. Salget foregår via hovedkvarteret i København og salgskontorer i USA, Frankrig, Storbritannien, Italien og Thailand og via et globalt netværk af partnere. Virksomheden er noteret på Nasdaq Stockholm.



Leverandører
Tilbage til toppen