SecurityWorldMarket

21-01-2025

Cyber Angel Academy er i gang

Malene Stidsen, programleder hos Industriens Fond.

Der skal fart på iværksætteriet inden for cybersikkerhed, mener Industriens Fond. Med et nyt dansk Cyber Angel Academy trænes business angels og venturekapitalister i at forstå, udvikle og investere i cybersikkerhedsiværksættere.

Danmark, og det meste af verden, står over for et stigende antal hackerangreb og forhøjede cybertrusler. For at stå i mod, er der behov for innovative løsninger og en stærk digital infrastruktur.

Derfor er Industriens Fond og The Link gået sammen om at styrke det danske innovations- og startupøkosystem inden for cybersikkerhed. Der skal nemlig udvikles og investeres meget mere, end vi har set indtil nu.

I det lys er de to parter gået sammen om at etablere et dansk Cyber Angel Academy. Akademiet uddanner og styrker investorer, så de bliver dygtigere til at forstå og investere i startups inden for cybersikkerhed.

- Cybersikkerhed er ikke længere en niche. Tværtimod. Høj sikkerhed er nødvendigt for alle i en verden, hvor danske virksomheder ofte rammes af cyberangreb og hvor energiforsyninger, vandværker, hospitaler og anden kritisk infrastruktur også er i fare for at blive angrebet. Det store behov for sikre produkter og løsninger betyder, at markedet er attraktivt og vokser. Og det skal vi udnytte bedre i Danmark, siger Malene Stidsen, programleder hos Industriens Fond, og fortsætter:

- Derfor understøtter vi nu – både via det nye akademi, men også gennem et generelt større iværksætterfokus – at flere iværksættere udvikler nye cybersikkerhedsløsninger og at business angels og venturekapitalister bliver bedre til at investere i dem, så de sammen kan skabe innovative produkter, høj vækst og bidrage til øget sikkerhed i både Danmark og internationalt.

Og cybersikkerhed betaler sig. Ifølge forskningsinstituttet Cybersecurity Ventures forventes de globale omkostninger, forbundet med cyberkriminalitet, at nå op over 10 billioner amerikanske dollar i 2025.

Kilde: Industriens Fond



Leverandører
Tilbage til toppen