SecurityWorldMarket

23-01-2024

Bravida får ordre på mere end 200 millioner kr

Foto: Bravida

Joint-venture partnerskabet Besix-MTH JV har givet Bravida Danmark opgaven med at udføre installationerne i udbygningen af Nordhavnstunnelen i København. Bravidas forretningsområde Special Projects – Project Management Office (PMO) har været med til at udvikle projektet i samarbejde med Besix-MTH JV. Den nye etape går fra Svanemøllen til Nordhavn.

Bravidas opgave omfatter blandt andet installationer af el, ventilation, vejbelysning, lyssignaler og vvs.

– Vi er stolte af at være en del af dette storstilede projekt, hvor vi skal bruge kompetencer fra flere dele af vores organisation. Det er resultatet af en lang udbudsproces, og det bliver en spændende opgave, der kræver samarbejde mellem forskellige fag og regioner inden for Bravida, siger Nikolaj Bøhmer Jensen, Regionsdirektør Entreprise Øst hos Bravida Danmark.

Michael Benedict Thulstrup, Deputy Project Director hos Besix-MTH JV, siger:

– Vi ønsker Bravida tillykke med kontrakten på udvidelsen af Nordhavnstunnellen i København. I projektets forberedende arbejde har vi haft et tæt samarbejde med Bravida og ser frem til at fortsætte det gode partnerskab.

Bravida er underleverandør til joint-venture partnerskabet Besix-MTH JV, der i samarbejde med MT Højgaard Danmark har vundet det store udbud vedrørende den nye etape af Nordhavnstunnellen. Bravidas forretningsområde Special Projects – PMO har været med til udviklingen af projektet i samarbejde med Besix-MTH JV på samme måde som de har været på koncernens øvrige større projekter såsom E4-tunnellen i Stockholm og flere datahaller.

Projekterings- og planlægningsarbejdet er allerede i gang. Produktionen påbegyndes i år og forventes afsluttet i sommeren 2027, hvor tunnelen afleveres til Vejdirektoratet, som er bygherre på opgaven.



Leverandører
Tilbage til toppen