En almindelig udfordring, særligt i Belgien, Mellemøsten og visse amerikanske stater, er, at kameraer har svært ved at identificere disse steders røde tal og bogstaver på nummerplader, hvis man bruger infrarødt lys. Dette problem påvirkede en kemisk fabrik i Holland, hvor der kommer en del belgiske køretøjer, og fabrikken søgte en alternativ løsning.
Fabrikken ønskede et intelligent automatiseret adgangssystem med ANPR, der kunne aflæse nummerplader, registrere ind- og udgangstider og overvåge, hvor mange køretøjer der befandt sig på området. Sikkerhedseksperten Akkadia blev valgt til at udvikle et Data Logistic Recording-system, der gemmer data om nummerplader, chauffører, vognmænd, fragtbrevsnumre og køretøjsspecifikationer. For at sikre et velfungerende system var der behov for en pålidelig og intelligent belysningsløsning.
Røde nummerplader skaber problemer med infrarødt lys
Da systemet var afhængigt af tydelige billeder af nummerpladerne, var en alternativ belysning nødvendig. Standard infrarødt lys, som normalt bruges i denne type systemer, gav ikke konsistente resultater med de røde tegn på nummerpladerne. Dette kunne resultere i fejlregistreringer, forkerte data og afvisning af adgang til fabrikken.
Britiske Raytec har mange års erfaring med at udvikle belysningsløsninger til ANPR- og LPR-applikationer og benytter forskellige bølgelængder af lys, herunder 850 nanometer, til at aflæse nummerplader i projekter fra motorvejsregistrering til automatiserede adgangssystemer.
Pulsed white-light som løsning
I dette tilfælde blev problemet løst med Raytec Pulsestar W32 pulserende hvidlys-enheder, som blev installeret ved fabrikkens tre adgangsporte. Hvidlyset sikrede, at nummerpladerne var tydeligt synlige for kameraerne og var synkroniseret med kameraernes lukkertid for præcis belysning.
Raytec-lysene aktiveres kun, når et køretøj befinder sig inden for et defineret område. Dette sparer energi, forlænger lyssystemets levetid og reducerer risikoen for overeksponering af nummerpladen på grund af billygter, der kan blænde kameraet.
- Med vores nye system var fokus at sikre en problemfri dataindsamling ved indgangen til den kemiske fabrik. Raytecs pålidelige, intelligente, pulserende LED-hvidlys var den perfekte løsning, da de sikrede, at nummerpladernes tegn var tydelige i farver – både dag og nat – hvilket gav præcise resultater, siger Henk Bogers fra Akkadia.
Komplet belysningsløsning
Ud over at levere pulserende hvidlys til adgangssystemet sørgede Raytec også for generel belysning i fabrikkens område. Da den kemiske fabrik krævede belysning, der var certificeret til brug i eksplosive miljøer, blev Raytecs Spartan FL24 Flood Zone 2 armaturer installeret. Disse lyskilder tilbyder en kraftfuld, holdbar og fleksibel løsning, der ifølge producenten samtidig er nem at vedligeholde.