SecurityWorldMarket

14-07-2023

Årets hidtil største cybertrussel er Qbot

Morten Gransøe, Country Manager hos Check Point Software Technologies i Danmark.

Første halvdel af 2023 er gået, og malwaren Qbot har siden årets start domineret listen over de største cybertrusler mod danske virksomheder. Juni er ingen undtagelse, hvor Qbot igen var den mest udbredte malware, viser ny rapport fra Check Point Software Technologies.

Check Point Software Technologies har netop udgivet den seneste Global Threat Index-rapport, der viser, at 6,15 pct. af alle danske virksomheder i juni måned blev ramt af den ødelæggende trojanske malware Qbot, hvilket gør malwaren til den største cybertrussel mod danske virksomheder p.t. Qbot-malwaren har således domineret trusselbilledet i Danmark gennem første halvår af 2023, hvor malwaren konsekvent har været i top tre over de største cybertrusler. Dermed er Qbot årets hidtil mest udbredte malware i Danmark.

Qbot blev første gang opdaget i 2008 som en banktrojaner og har siden da gennemgået flere udviklingsfaser. Blandt andet har cyberkriminelle opdateret malwaren med nye funktioner, der har til formål at stjæle adgangskoder, e-mails og kreditkortoplysninger. Malwaren spredes normalt gennem spam-e-mails og anvender forskellige teknikker for at hindre at blive analyseret og opdaget af virksomheders sikkerhedsløsninger. I øjeblikket er malwarens primære rolle dog at fungere som en såkaldt loader, hvor den inficerer de enkelte brugeres enheder og derefter sørger for, at andre typer malware let kan inficere virksomhedens netværk.

- Fordi Qbot fungerer som en loader, der lukker andre malwares ind, er det et værdifuldt redskab for hackerne. Det giver derfor god mening, at den konstant har toppet listen over største cybertrusler mod danske virksomheder. Heldigvis har virksomheder fået øjnene op for Qbot-malwaren. Det har de cyberkriminelle indset, og derfor har de droslet ned i mængden af angreb med Qbot. Det bevirker, at andelen af virksomheder, som bliver ramt af Qbot, generelt har været faldende gennem de sidste måneder. Dog er det vigtigt at pointere, at virksomheder stadig skal være opmærksomme og på forkant med det aktuelle trusselsbillede, siger Morten Gransøe, der er Country Manager hos Check Point Software Technologies i Danmark.

De seneste seks måneder har andelen af danske virksomheder, der er blevet ramt af Qbot, set ud som følger:

• Juni: 6,15 %

• Maj: 5,76 %

• April: 6,92 %

• Marts: 9,89 %

• Februar: 5,49 %

• Januar: 5,43 %



Leverandører
Tilbage til toppen