20-07-2011
Stærkt resultat fra Kemp & Lauritzen
"Vi er som så mange andre blevet mærket af finanskrisen, men vi fremstår i virkeligheden styrket i forhold til at udnytte den kommende, mulige vækst, som markedet måtte kunne byde os. Tekniske installationer ligger lidt senere i værdikæden end så mange andre fag i byggeriet, så derfor bliver vi også ramt lidt senere i tidsforløbet ved en finanskrise og dermed kommer senere ud end andre industrier," siger adm. direktør Allan Jørgensen, der pointerer, at strategien med tætte kunderelationer har gjort krisen lettere og at den nu vil bidrage til vækst igen.
"Vi blev ramt på flere fronter samtidig ved, at nybyggeriet faldt voldsomt samtidig med at kapitalknaphed fik kunderne til at holde igen med foretage større vedligehold og udskiftninger, men vi hæfter os ved, at vi ikke har mistet kunder under finanskrisen. Så det er vores nuværende kunder, der har været i en situation, hvor de har købt mindre," forklarer Allan Jørgensen.
"Derfor har vi valgt en strategi, hvor vi holder fast i vores kunderelationer og samtidig forsøger at krympe os efter bedste evne - og er så fleksible som overhovedet muligt i vores forretningsmodel - ud fra en devise om, at når tingene vender igen, så har vi også fat i vores kunder og er klar til at servicere dem."
Det faldende aktivitetsniveau har reduceret antallet af medarbejdere i 2010, men koncernens langsigtede strategi gør, at der satses på at beholde så mange kompetencer som overhovedet muligt til at imødekomme vækstmulighederne efter krisen, fortæller Allan Jørgensen. Han nævner ejerstrukturen som stor medvirkende årsag til at kunne fokusere på langsigtede forretningsmuligheder, ider Kemp & Lauritsen er ejet af Axel Muusfeldts Fond.
"Vi har ikke tilpasset vores medarbejderstab med samme procentvise andel, som vi har set fald i omsætningen. Det er ud fra den betragtning, at det vil være for kortsigtet at skille os af dygtige folk, som vi har haft i mange år, for så let er det ikke at genskabe samme kvaliteter, relationer og samme base igen. Vi skal have plads i vores forretningsmodel til at tage visse udsving, så vi ikke altid har solgt alle timer 100 procent ud. På lang sigt giver det bedst værdi for vores kunder, at det er de samme medarbejdere, der kommer og servicerer dem."
Derfor investerer Kemp & Lauritzen også betydelige ressourcer i at optimere både virksomhed og medarbejdere for at kunne levere de helt rigtige ydelser til kunderne.
"Koncernen har et stærkt ståsted i vores faglige kompetencer og de skal sætte standarden for branchen og altid være i orden. Og det tror vi på, at kunderne værdsætter. Samtidig har vi en utrolig stærk fokus på, at vores omkostninger hele tiden søges optimeret og bringes i nedafgående retning. Det sker gennem effektiviseringer og ved at bringe ny teknologi ind. Så vi forsøger hele tiden at optimere forretningen, og det tror vi på, at kunderne bifalder ved at holde ved os."
Kemp & Lauritzen forventer, at omsætningen i 2011 vil kunne øges i forhold til 2010 på trods af, at de konjunkturmæssige udsigter for året byder på vanskeligheder. Vækstmulighederne forventes at komme fra et større marked for energioptimeringer samt markedet for offentlige investeringer, hvor der skal ske udbygning af infrastruktur, sygehuse og renoveringsprojekter på skoler og plejehjem. Men også opkøb indgår stærkt i koncernens overvejelser.
"Vi ser gerne, at vi har en gennemsnitlig årlig vækst på 10 procent - ikke alt sammen organisk - da vi bestemt ser det som en mulighed for os at bruge vores finansielle styrke til at købe op. Vi har nogle ting i kikkerten og ser nogle fornuftige muligheder for at kunne lave opkøb i markedet, og styrke vores samlede forretning på den måde," siger Allan Jørgensen.

















