SecurityWorldMarket

21-09-2007

GE Security - Fiber Communications vælger SafeVision som distributør

EtherNavT fra IFS

GE Security - Fiber Communications har udpeget den danske distributør af videoovervågning, SafeVision, som distributør af GE's sortiment inden for fiberoptisk udstyr. Dette betyder, at SafeVision udvider sit i forvejen omfattende produktkatalog inden for videoovervågning til også at indeholde analogt og netværksbaseret sender/modtager-udstyr.

GE Security opkøbte for nogle år siden virksomheden International Fiber Systems (IFS) og har længe ledt efter en bredere afsætningskanal for deres produkter. SafeVision der er førende distributør af IP-megapixelskameraer, har manglet et kvalitetsprodukt inden for transmissionudstyr til netværk og optiske fibre. Samarbejdet mellem GE Security og SafeVision er iflg. SafeVision dermed et logisk valg.

Teknisk avancerede løsninger
Produktsortimentet omfatter både sender/modtager enheder til analog video, audio og data via fiberoptiske kabler, men også komplette netværksswitche, der transmitterer op til Gigabit netværk via fiberkabler.
EtherNavT fra IFS er en serie intelligente switche og konvertere, der kan håndtere både 10/100 og 1000MB netværk. Produkterne kan blande optiske og traditionelle netværk, men kan også overføre f.eks. RS232/422/485 signaler via ethernet på optiske fibre. I forbindelse med IP-baseret overvågning er afstande ofte en begrænsende faktor. Ved at sende netværket via et fibernet fjernes begrænsningerne for afstande, og netværket kan nu stort set udvides uendeligt. Økonomisk er det fordelagtigt at sende via fibre på større afstande. Fiberoptisk transmission, der ikke påvirkes af magnetisme, interferens mv. gør denne transmissionsteknologi ideel på steder, hvor traditionelle kabler må give op, f.eks. ved kabeltræk sammen med stærkstrøm, elmotorer og andre støjsendere.
IFS's traditionsrige produktsortiment omfatter tillige sender/modtager-enheder for konvertering af analoge videosignaler (fra ét eller flere kameraer), audiosignaler og datasignaler direkte via den optiske fiber.
Det unikke ved transmission over optiske fibre er, at der er tale om plug-and-play opsætning. Modsat 2-trådsteknologi, der er kendetegnet ved en besværlig indjustering, sættes stikkene blot i udstyret, og forbindelsen er skabt. Dette sparer tid i installationsfasen og giver dermed en bedre og mere økonomisk løsning for kunden.
Leif Sletten, nordisk salgschef for GE Security's fiberprodukter siger:
- GE Security - Fiber Communications har globalt en stærk markedsposition og ønsker at styrke denne position i de nordiske lande ved at udvikle vores distributionsnetværk. Vi har derfor ledt efter en distributør med et produktmix, der passer til vores produkter og med den fornødne indsigt og erfaring, der kan understøtte vores produkters teknologi. SafeVision's fokusering på netværksbaserede løsninger giver den synergi, vi har søgt med en fremtidig distributør, da vores seneste og fremtidige nyudviklede produkter hovedsageligt vil være netværksbaserede produkter.

SafeVision opruster
Med udvidelsen af produktprogrammet, har SafeVision efterhånden fået det komplette produktkatalog sammensat. Direktør Michael Kragh siger:
- Vi begyndte for ca. 1 år siden at udvide vores aktiviteter fra at være distributør af netværksbaserede megapixelkameraer til i dag at være et komplet systemhus med distribution af alle områder inden for videoovervågning, både analogt og via netværk. Vores fokus har i hele processen været at fastholde kompetencen på området, så vi kan gå meget langt ned i de enkelte produkter, men samtidig have et tilstrækkeligt bredt udbud til at kunne løse alle typer af opgaver. Med GE Security's fiberprodukter har vi beholdt balancen og kan både rådgive om, projektere og levere totalløsninger.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen