SecurityWorldMarket

19-08-2019

Falck underskriver stor kontrakt med Forsvaret

Aftalen betyder, at Falck Teknik skal levere omkring 25.000 brandslukkere om året til alle Forsvarets lokationer. Foto: Falck

Falck Teknik har netop underskrevet sin største kontrakt nogensinde med det danske forsvar. Over de næste fire år skal Falck Teknik, der sælger brandmateriel til både offentlige og private institutioner, levere brandslukkere til Forsvarets afdelinger i hele Danmark.

I de næste fire år skal Falck Teknik levere brandslukkere til Forsvaret i Danmark. Aftalen, som netop er underskrevet, er vundet ved en udbudsrunde afholdt af Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse (FMI). Med aftalen skal Falck Teknik levere omkring 25.000 brandslukkere om året til alle Forsvarets lokationer.

Falck Teknik leverer allerede i dag en række services til mange danske kommuner og myndigheder, men kontrakten med det danske forsvar er den største nogensinde for Falck Teknik målt på forventet omsætning og materiale-volume. Direktør for Falck Teknik, Thommas Henriksen, glæder sig over samarbejdet.

- Vi er utrolig glade for og stolte af at skulle levere kritisk udstyr til det danske forsvar over de næste år. Vi har stor erfaring med at levere, vedligeholde og rådgive om beredskabsudstyr, og vi ser frem til at skulle bringe vores kompetencer i spil i denne aftale med en så vigtig aktør i samfundet som Forsvaret, siger Thommas Henriksen.

Falck Teknik er Danmarks førende udbyder af brandmateriel og førstehjælpsudstyr, og forretningen tilbyder også rådgivning om beredskab og vedligeholdelses-ydelser. Siden 1980’erne har forretningen været en del af Falck-koncernen, og den blev i 2018 en del af Falck Assistance Nordics kommercielle afdeling.

Aftalen med Forsvaret er trådt i kraft og løber indtil 2022.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen