SecurityWorldMarket

11-09-2016

EET Europarts køber franske Agix Distribution

Agix Distribution er et perfekt match for os, siger CEO John Thomas, EET Group.

Agix Distribution, der blev etableret i 1983, er i dag en af de førende Axis distributører i Frankrig. Med købet af Agix Distribution, som er EET Europarts´ ottende opkøb i år, er det danske selskab godt på vej til at øge sin ekspansion også i Sydeuropa.

Agix Distribution har specialiseret sig i levering af IP-overvågningsløsninger til professionelle installatører og forhandlere. Produktsortimentet omfatter bl.a. netværkskameraer, netværksvideooptagere (NVR), software, servere og IR-belysning, samt teknisk træning og produktsupport.

"Agix Distribution har opbygget en stærk position på det franske marked med distribution af kvalitetsprodukter til professionelle overvågningskunder, så det er et perfekt match for os," siger CEO John Thomas, EET Group, i en kommentar.

"Derudover vil akkvisitionen yderligere styrke EET Europarts´ mangeårige samarbejde med bl.a. Axis Communications, som er markedsleder på området for network video. Så alt i alt ser vi frem til at tilføre både mere forretning og nye kompetencer til vores Surveillance & Security division, og samtidig få endnu flere højt kvalificerede medarbejdere i vores franske organisation."

Agix Distribution har en god og loyal kundebase, og sammenlægningen af de to selskaber vil komme de franske Surveillance & Security kunder til gavn, både når det gælder produktudbud og sortiment, og også når det gælder service og kundesupport.

Alain Dumouchel, administrerende direktør for Agix Distribution siger:

"Vi ser frem til at blive en del af EET Europarts og få mulighed for at bringe vores erfaring og kompetencer ind i samarbejdet med EET Europarts´ engagerede Surveillance & Security teams. I det nye setup vil vi fortsat have lokal lagerlokation i Frankrig, men vi vil desuden kunne trække på alle EET koncernens back office funktioner - som bl.a. indkøb, administration og logistik. Vi vil naturligvis også fortsat samarbejde med vores kendte partnere og leverandører, herunder Axis, Camtrace, Cam-IP m.fl. Jeg helt overbevist om, at vi på den baggrund, og i fællesskab, er rustet til at tage betydelige markedsandele fremadrettet."


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen