SecurityWorldMarket

06-06-2018

Udviste kriminelle vælter tilbage over grænsen

Kriminelle udlændinge, der er blevet udvist af Danmark, rejser i stor stil tilbage over den danske grænse. Det kunne Ekstra Bladet afsløre tidligere på året - og nu vil et flertal uden om regeringen bestående af SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti på den baggrund have skærpet straffen.

Dansk Folkeparti har således fremsat et beslutningsforslag om at skærpe straffen, så den bliver minimum bliver et års fængsel, hvilket samtidigt opfylder EU's krav for at kunne afsone i hjemlandet. I dag er straffen i praksis kun 20 dages fængsel, når udviste kriminelle bryder et indrejseforbud første gang. De tre partier er nu gået sammen om at lave en beretning, der bliver vedhæftet lovforslaget, hvor de pålægger regeringen at se på problemet efter sommerferien.

Heri står der blandt andet: ' Et flertal i udvalget forventer, at regeringen efter sommerferien indkalder til drøftelser om et konkret og gennemarbejdet lovforslag der kan fremlægges for Folketinget inden årsskiftet.

Forslaget skal skærpe reglerne for personer, der overtræder deres indrejseforbud og uberettiget rejser tilbage til Danmark dels for at afskrække folk fra at bryde deres indrejseforbud og dels for at flere kan afsone deres dom i hjemlandet.'.

De nyeste tal fra Rigspolitiet afslører, at der i perioden fra 1. januar 2013 og frem til 19. april 2018 har været 2.013 afgørelser, hvor kriminelle udlændinge har brudt et indrejseforbud - heraf er langt hovedparten fra østlande.

Kilde: Ekstra Bladet


Leverandører
Tilbage til toppen