-- SikkerhedsBranchen har i mange år arbejdet for at tale kontanterne op og ikke mindst forklare vigtigheden af at have et kontant alternativ til de mange udmærkede elektroniske og digitale betalingsløsninger. Løsningerne er smarte, men vi er sårbare, hvis vi af den ene eller anden årsag ikke kan gøre brug af vores kreditkort eller MobilePay. Tag for eksempel det omfattende strømnedbrud i Sydeuropa tidligere på året, hvor borgere og turister i Spanien og Portugal ikke kunne købe mad og andre vigtige livsfornødenheder – medmindre de havde kontanter. Køerne ved hæveautomaterne blev da også hurtigt længere og længere, lige indtil automaterne var tomme, skriver Skov-Mikkelsen og fortsætter:
- Det vidner også om, at kontanter ikke kun er vigtige i en krisetid. Vi skal også gøre brug af kontanterne inden krisen rammer os. Desværre har politikerne valgt at lempe kontantreglen igen og igen, og gjort det sværere og sværere for danskerne at bruge kontanter. Du har sikkert selv oplevet det i butikker og supermarkeder. Derfor er mængden af kontante betalinger nede på et kritisk niveau, og til sidst kan dem, der transporterer og opbevarer kontanterne dreje nøglen om.
- Hvis det sker, forsvinder kontanterne i praksis, for der er ingen andre end os, der vil påtage sig kontantforsyningen i Danmark. Så står vi virkelig med håret i postkassen, når krisen rammer. Heldigvis viser en undersøgelse som SikkerhedsBranchen med hjælp fra analysebureauet Norstat fik foretaget tidligere på året, at 87 procent af danskerne ikke vil af med kontanterne. Så husk at hæve kontanter og brug dem, slutter SikkerhedsBranchens direktør sin kommentar, som kan læses i sin helhed på Securityuser.




































