SecurityWorldMarket

11-07-2025

Siemens og Microsoft samarbejder om smarte bygninger

Susanne Seitz, CEO for Siemens Smart Infrastructure Buildings

Siemens Smart Infrastructure har indgået en samarbejdsaftale med Microsoft med det formål at transformere adgangen til Internet of Things (IoT)-data i bygningsdrift. Samarbejdet skal sikre interoperabilitet mellem Siemens’ digitale bygningsplatform, Building X, og Microsofts Azure IoT Operations, der understøttes af Azure Arc.

Azure IoT Operations er en del af Microsofts adaptive cloud-tilgang og tilbyder værktøjer og infrastruktur til at forbinde enheder ved "kanten" (edge devices) og integrere data, så organisationer kan optimere driften og udnytte potentialet i deres IoT-miljøer.

IoT-baserede data bliver mere tilgængelige

Samarbejdet mellem Building X og Azure IoT Operations gør IoT-baserede data mere tilgængelige for store erhvervskunder inden for områder som erhvervsbyggeri, datacentre og videregående uddannelsesinstitutioner. Disse data giver dem det nødvendige grundlag for at forbedre både bæredygtighed og drift.

Det bliver muligt automatisk at onboarde og overvåge systemer ved at sende datapunkter som temperatur, tryk og indeklima til skyen. Det gælder f.eks. for installationer som varme-, ventilations- og klimaanlæg (HVAC), ventiler og aktuatorer. Løsningen gør det endda muligt for kunderne selv at udvikle egne interne anvendelsesscenarier, såsom energiovervågning og pladsoptimering.

Med blot ét klik kan enheder tilsluttes skyen, og effektiv dataudveksling vil give kunderne hidtil uset frihed til at designe deres egen IoT-arkitektur. Siemens’ hardware- og softwarekomponenter kan integreres sømløst – uden at kunden bliver låst til én bestemt leverandør.

Baseret på åbne og anerkendte industristandarder

Samarbejdet baserer sig på kendte og etablerede åbne industristandarder, herunder World Wide Web Consortiums (W3C) Web of Things (WoT), der beskriver metadata og grænseflader for både hardware og software, samt Open Platform Communications Unified Architecture (OPC UA), som gør det muligt at sende data til skyen.

Både Siemens og Microsoft er medlemmer af W3C og OPC Foundation – organisationer der udvikler standarder og retningslinjer med fokus på tilgængelighed, interoperabilitet, privatliv og datasikkerhed.

Løsningen markerer en af de første integrationer af IoT-data, der udelukkende baserer sig på åbne standarder på tværs af leverandører.

- Dette samarbejde med Microsoft afspejler vores fælles vision om at give kunderne mulighed for at udnytte det fulde potentiale i IoT gennem åbne standarder og interoperabilitet, siger Susanne Seitz, CEO for Siemens Smart Infrastructure Buildings.

- Den forbedrede adgang til data vil give porteføljeforvaltere detaljeret indsigt i vigtige nøgletal som energieffektivitet og forbrug. Da IoT-data ofte er isolerede, udgør dette niveau af gennemsigtighed et reelt paradigmeskifte for en branche, der ønsker at optimere bygningsdriften og opnå sine bæredygtighedsmål.

- Siemens deler Microsofts fokus på interoperabilitet og åbne IoT-standarder. Dette samarbejde er et vigtigt skridt i retning af at gøre IoT-data mere anvendelige, siger Erich Barnstedt, Senior Director & Architect i Microsofts Corporate Standards Group.

- Microsofts strategi understreger vores engagement i at samarbejde med branchens førende aktører for at give kunderne større valgfrihed og kontrol over deres IoT-løsninger.

Interoperabiliteten mellem Siemens’ Building X og Azure IoT Operations forventes at blive tilgængelig på markedet i anden halvdel af 2025.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen