SecurityWorldMarket

13-07-2018

Politiforbundet ikke afvisende over for whistleblower-ordning

Claus Oxfeldt ikke afvisende over for whistleblower-ordning i politiet.

Flere politifolk er stået frem og har fortalt om en årelang praksis med at skærme demonstranter af ved kinesiske statsbesøg. Derfor er Rigspolitichefen åben for en ordning, hvor politifolk kan angive eller henvende sig, hvis de oplever lovbrud, og i Politiforbundet er man ikke afvisende over for forslaget.

Det skal dog kun anvendes i store og alvorlige sager. Forbundsformanden Claus Oxfeldt mener, man skal undersøge alle muligheder for at undgå lignende sager i fremtiden.

- Vi skal gøre, hvad vi kan for ikke at havne i en tilsvarende situation, og her kan en whistleblower-ordning muligvis være en løsning ved alvorlige sager. Men det er da ærgerligt, at vi er havnet i sådan en situation, siger forbundsformanden.

Tillid til politiet er helt afgørende, påpeger forbundsformanden.

- Som Politiforbund kan vi ikke leve med de her sager, hvor man sætter spørgsmålstegn ved tilliden til politiet, eller at nogen mener, der er en syg kultur. På den baggrund synes jeg en whistleblower-ordning lyder interessant. Men det er klart, at der skal være klare linjer omkring sådan en ordning, så ingen af vores medlemmer kommer i klemme ved at bruge den, påpeger han.

Overordnet mener forbundsformanden dog ikke, der er en syg kultur i dansk politi, men at der i langt de fleste kredse er mulighed for, at den enkelte kan gå til sin nærmeste leder eller tillidsrepræsentant, hvis de oplever kritisable episoder eller hændelser.

- Generelt er politifolk gode til at fortælle, når de er utilfredse, eller når der er interne ting eller forhold, de ikke synes om. Og det håber jeg fortsætter selvom der eventuelt indføres en whistleblower-ordning, afslutter Claus Oxfeldt.


Leverandører
Tilbage til toppen