SecurityWorldMarket

25-03-2020

Nye våben mod netsvindel er kun for de største spillere

– Problemet med netsvindel er stort, og undersøgelsen viser tydeligt, at der er et oplysningspotentiale mellem organisationer og virksomheder på den ene side og kunderne og forbrugerne på den anden side, siger Bo Rasmussen, der er nordisk salgsdirektør hos Experian.

Ny undersøgelse fra Experian viser, at 95 procent af virksomhederne oplever, at de er gode til at genkende forbrugeren på nettet, mens kun 45 procent af forbrugerne oplever det samme. Ifølge sikkerhedsekspert er våbnene til at minimere svindel til stede, men det er kun de største virksomheder, der løfter opgaven med at bruge dem.

Hver eneste dag oplever over 700 danske forbrugere ifølge Danmarks Statistik bedrag med deres kreditkort. Udspekulerede cyberkriminelle lokker passwords, kreditkortoplysninger og brugernavne fra intetanende danskere i højere grad end nogensinde.

Nu viser en ny international rapport fra data- og analysevirksomheden Experian også, at forbrugerne og organisationerne ikke altid har samme opfattelse af sikkerhedsniveauet, og det kan sandsynligvis være et af de problemer, som svindlerne udnytter. 95 procent af de adspurgte virksomheder angiver ifølge undersøgelsen, at de kan genkende forbrugeren og dermed minimere risikoen for svindel. Omvendt oplever kun 45 procent af forbrugerne, at de føler sig genkendt i forbindelse med for eksempel et onlinekøb.

– Problemet med netsvindel er stort, og undersøgelsen viser tydeligt, at der er et oplysningspotentiale mellem organisationer og virksomheder på den ene side og kunderne og forbrugerne på den anden side, siger Bo Rasmussen, der er nordisk salgsdirektør hos Experian.

– Det kan tyde på, at nogle virksomheder har større udfordringer, end de måske vil være ved, da undersøgelsen samtidig viser, at 55 procent af virksomhederne oplever øgede omkostninger til netop oprustning mod svindel, fortsætter han.

Bo Rasmussen understreger dog, at forbrugeren også bærer en del af ansvaret ved for eksempel at være mere kritisk over for de besøgte sider.

Ny teknologi modvirker svindel

Han påpeger, at der skal investeres store summer i datasikkerhed i fremtiden for bare nogenlunde at holde de professionelle svindlere i skak.

En af de oplagte muligheder er at udvikle og implementere den nyeste teknologi på markedet. Bo Rasmussen peger på især tre indsatser, der lige nu kan være med til at fange flere svindlere og forebygge hackerangreb.

– En af de mest effektive metoder, der allerede er en del af mange danskeres hverdag, er den biometriske, hvor typisk ens telefon registrerer iris eller fingeraftryk til sikkerhedsgodkendelse. Kunstig intelligens er også en teknologi, som i højere grad bliver taget i brug for at modvirke svindel, forklarer Bo Rasmussen og fortsætter:

– En af de nyeste teknologier, som mange store virksomheder netop nu tager i brug mod svindlerne, er machine learning. Med machine learning analyserer en virksomhed din adfærd ud fra mønstre i, hvor lang tid det for eksempel tager at logge på en platform, om der bliver logget på fra et ugenkendeligt eller mistænksomt sted. På den måde bliver virksomheden advaret om, at det muligvis ikke er den korrekte bruger, der er ved at købe et produkt eller en ydelse.

De små virksomheder er udfordret

Ifølge Bo Rasmussen er de nyeste teknologier dog i høj grad forbeholdt de allerstørste virksomheder og organisationer i Danmark, og det kan påføre forbrugeren en risiko, når de handler hos mindre netbutikker.

– Heldigvis er de mindste webbutikker som oftest hjulpet af sikkerhedsniveauet hos udbyderen af deres betalingsløsning. Men mindre aktører har som regel ikke de samme ressourcer til at løfte deres svindelindsats som større organisationer, slutter Bo Rasmussen.


Leverandører
Tilbage til toppen