SecurityWorldMarket

28-04-2021

Ny undersøgelse: Flere end 6 ud af 10 virksomheder ramt af ransomware i 2020

Landedirektør for Mimecast i Danmark, Niels Frederiksen.

Antallet af ofre for ransomware steg markant i løbet af det seneste år, viser en ny rapport fra sikkerhedsfirmaet Mimecast. Mange danske virksomheder bliver også angrebet, og flere af dem ender med at betale bagmændene.

Corona er langt fra den eneste markante udfordring, som danske virksomheder har stået over for i 2020. En følgevirkning af pandemien har været en bølge af cyberangreb, og særligt truslen ransomware har skabt problemer for virksomheder over hele verden.

61 procent af virksomheder har således været udsat for et ransomware-angreb i det forgangne år. Til sammenligning var det tilfældet for 51 procent af virksomheder i 2019.

Det viser en international undersøgelse blandt 1.225 fagfolk i it- og sikkerhedsbranchen foretaget af it-sikkerhedsfirmaet Mimecast. Endnu værre står det ifølge undersøgelsen til i Danmark. Her svarer 78 procent af de adspurgte, at deres virksomhed har været blandt ofrene for digitale gidseltagere.

- It-kriminelle følger som regel de digitale strømninger, og det har også været tilfældet i forbindelse med den vel nok hurtigste digitale omstilling, verden har set. Det er en markant stigning og viser, at virksomheder har brug for at styrke deres værn mod it-trusler. Blandt andet ved at sikkerhedstræne medarbejderne, siger den danske landedirektør for Mimecast, Niels Frederiksen.


Leverandører
Tilbage til toppen