SecurityWorldMarket

29-12-2020

Nu må kommunerne etablere deres egne ”mini-politikorps”

Private vægtere og vagter vil fremover kunne supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden.

Som led i en ny politisk aftale om politiet vil landets kommuner nu få mulighed for at etablere deres egne tryghedskorps, hvor vægtere og vagter kan supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden. Kommunerne skal anvende godkendte vagt- og sikkerhedsfirmaer eller godkendte kommunalt ansatte vagter. Det oplyser Beredskabsinfo.

En af de ting, som et flertal i Folketinget er blevet enige om, er at der skal etableres en forsøgsordning, som løber i aftaleperioden, hvor kommunerne får bedre mulighed for at anvende vagter, vægtere og eventuelt ny teknologi, der kan supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden. Det er ifølge Beredskabsinfo op til den enkelte kommune, om kommunen vil gøre brug af ordningen.

Partierne vil blive præsenteret for en model for den nærmere udformning af forsøgsordningen i første halvdel af 2021. Den konkrete model skal tage højde for eventuelle retssikkerhedsmæssige problemstillinger, ligesom det skal sikres, at kommunen anvender godkendte vagt- og sikkerhedsfirmaer eller godkendte kommunalt ansatte vagter. Forsøgsordningen kræver etablering af det nødvendige lovgrundlag.


Leverandører
Tilbage til toppen