SecurityWorldMarket

12-05-2021

Norges datatilsyn gav 13 bøder i 2020: Herhjemme blev det ikke til én eneste

Vores nordiske naboer deler i højere grad end herhjemme bøder ud for overtrædelse af persondatareglerne. Den offensive tilgang skyldes blandt andet, at landenes tilsyn selv kan udskrive bøder. Det skriver Version2.

I Norge har datatilsynet i løbet af 2020 stanget 13 afgørelser ud i sager om, kameraovervågning, informationssikkerhed, overvågning på arbejdspladsen og indhentning af kreditoplysning, der alle har resulteret i bøder. Det fremgår af tilsynets årsrapport for 2020, oplyser Version2.

Den højeste bøde, der blev skrevet i løbet af 2020 var på tre millioner norske kroner, hvilket svarer til 2,25 millioner danske kroner, mens den laveste lå på 75.000 norske kroner, hvilket svarer til 56.000 danske kroner.

Alt i alt blev der uddelt bøder for 5.875.000 norske kroner, hvilket svarer til 4,4 millioner danske kroner. Tre bøder er blevet appelleret og skal behandles i løbet af i år i det såkaldte Privacy Board.

Også i Sverige har man haft succes med at dele bøder ud for overtrædelser af reglerne. Her blev det til hele 110 millioner kroner sidste år.

Sammenligner man med herhjemme blev der slet ikke givet bøder i 2020, og den første bødesag herhjemme blev ifølge Version2 først behandlet i begyndelsen af året.


Leverandører
Tilbage til toppen