Et eksempel på cyberkrigsførelse er, når man bruger sine egne computere til at ændre eller ødelægge modstanderens computersystem eller netværk. Cyberoperationer spiller en vigtig rolle i informationspåvirkning og i utilbørlig påvirkning generelt. Rapporten fra det svenske forsvar gennemgår perioden fra Ruslands invasion af Krim i 2014 til krigsudbruddet i fuld skala i 2022.

- Jeg har gennemgået en stor mængde materiale og kan konstatere, at mange menneskers frygt vedrørende russisk cyberkrig ikke har haft hold i virkeligheden, siger Per-Erik Nilsson, seniorforsker ved FOI, der står for Totalförsvarets forskningsinstitut.

Per-Erik Nilsson har beskrevet fem hypoteser om russisk cyberkrigsførelse mod Ukraine. Hypoteserne er uden indbyrdes rangorden, og Per-Erik Nilsson understreger, at det er forkert at drage forhastede konklusioner om enhver individuel hypotese.

Hypotese 1: Forventningerne til Ruslands evner i offensiv cyberkrigsførelse var overdrevne

- Mange analytikere har skrevet om, at vi kun har set en brøkdel af Ruslands evner inden for cyberkrigsførelse. At Rusland kunne slå Ukraines el- og mobilnetværk ud samt militære kommandocentre alene med cyberkrigsførelse. De ville have en nærmest mytisk kapacitet, og det billede er noget, den russiske ledelse selv har været med til at udbrede, siger Per-Erik Nilsson.

Hypotese 2: Rusland har ikke udnyttet sit fulde potentiale i offensiv cyberkrigsførelse

- Ifølge denne hypotese var Rusland så sikker på, at invasionen ville gå så hurtigt og gnidningsfrit, at ingen større cyberkrigsførelse var nødvendig. Det kan også være, at krigsplanlægningen blev holdt i en for snæver kreds, hvilket førte til, at Rusland ikke var ordentligt forberedt til at bruge hele sit arsenal i cyberkrigsførelse. Det kan også have været en fejl fra Ruslands side løbende at udsætte Ukraine for cyberangreb efter invasionen af Krim, da det trænede Ukraine og alarmerede NATO, siger Per-Erik Nilsson.

Hypotese 3: Russisk cyberkrigsførelse er meget effektiv og har forårsaget betydelig skade

- Her handler det om, at der er en forkert forventning om, hvad der er muligt at gøre ved hjælp af cyberkrigsførelse. At hvis vi fokuserer på den skade, der faktisk er mulig at gøre, kan se, at Rusland har haft succes. Der er mange troværdige eksempler og kilder på, at tusindvis af mobiltelefon-basestationer er blevet beskadiget, og at trådbaseret kommunikation har tjent Ukraine godt, siger Per-Erik Nilsson.

Ifølge denne hypotese kunne det paradoksalt nok være dårligt for Ukraine at få adgang til våbensystemer med sofistikeret software, fordi Rusland så kunne forstyrre dem med cyberkrigsmetoder, de længe har haft, men ikke har haft behov for at bruge.

Hypotese 4: Ukraines robuste cyberforsvar har afskrækket Rusland fra mere omfattende cyberkrigsførelse

- Ukraine har investeret i cybersikkerhed i mange år og havde før krigsudbruddet en robust it-infrastruktur i fuld skala. Det giver en stabil internetforbindelse. Før invasionen flyttede de ukrainske myndigheder en masse data til udenlandske computercentre, hvilket har betydet, at data ikke forsvinder, selv når Rusland bomber computercentre i Ukraine. Ukraine har også med succes sammensat en såkaldt it-hær af frivillige fra hele verden, som udfører cyberangreb mod Rusland, siger Per-Erik Nilsson.

Hypotese 5: Verden har fået at se, hvad der kan forventes af russisk cyberkrigsførelse

- Det er den mest teoretiske hypotese. At det, vi har set under krigen, er det, vi kan forvente af cyberkrigsførelse, og at det aldrig kan være en erstatning for traditionel krigsførelse. Som en ekspert har sagt: Hvis cyberoperationer kan tvinge nogen til at underkaste sig, hvorfor skulle Rusland så gå igennem alle de besværligheder, det medfører at mobilisere tropper og forsøge at tage Ukraine med magt?, siger Per-Erik Nilsson.

Han understreger, at det er vigtigt at undgå forhastede konklusioner om nogen af de fem hypoteser. Dette skyldes primært, at de tilgængelige data stadig er ufuldstændige.

- Noget, der dog er klart, er, at Sverige og andre lande skal opbygge modstandskraft mod cyberkrigsførelse gennem fakta, der omfatter tekniske, organisatoriske, samfundsmæssige og politiske aspekter baseret på faktiske forhold. Ikke urealistiske billeder af fremtiden, siger Per-Erik Nilsson.

Spekulativ tænkning har dog en vigtig plads til at udforske fremtidige scenarier, siger Per-Erik Nilsson og afslutter:

- Der er meget at lære af Ukraines cyberforsvar og cybersikkerhedsarbejde.