SecurityWorldMarket

02-05-2025

Kraftig vækst indenfor smarte stadioner

Mange stadions verden over renoveres nu med henblik på at tilbyde næste generations tilskueroplevelser, smartere parkering, bedre sikkerhed og højere driftseffektivitet.

Ifølge en ny rapport fra analysevirksomheden Grand View Research forventes det globale marked for smarte stadioner at nå en værdi af 39,55 milliarder USD i 2030 med en årlig vækstrate (CAGR) på 14,4 procent fra 2025 til 2030. Forskerne tilskriver denne kraftige vækst det stigende fokus på at give fans en forbedret oplevelse, øget sikkerhed og større effektivitet i stadiondriften.

Brugen af smart teknologi – lige fra automatiserede billetsystemer til interaktive digitale skærme – gør det muligt for stadioner at tilbyde personligt tilpassede oplevelser og øge den samlede fan-tilfredshed. Løbende teknologiske fremskridt som virtual reality og realtidsanalyse forventes desuden at åbne nye vækstmuligheder for industrien.

Realtidsdata om begivenheder

Markedets vækst drives også af implementeringen af avanceret teknologi, som forbedrer kundeservice ved at levere realtidsdata om kampens eller begivenhedens forløb og fremme interaktionen mellem fans og artister eller hold. Disse teknologier giver stadioner værdifuld indsigt i driften og mulighed for at optimere ressourcerne for maksimal effektivitet.

Den stigende efterspørgsel efter datadrevne operationer og kommende nationale og internationale sportsbegivenheder er med til at øge behovet for smarte stadioner. Mange stadioner verden over renoveres nu med henblik på at tilbyde næste generations tilskueroplevelser, smartere parkering, bedre sikkerhed og højere driftseffektivitet. Smarte stadioner er typisk udstyret med parkeringsløsninger, overvågningssystemer, sensorer og digitale skilte, som i realtid giver information om blandt andet køer ved salgsboder, merchandisepriser og parkeringspladser.

Grønne initiativer og lavere CO₂-aftryk

Et andet centralt aspekt i udviklingen af smarte stadioner er stadionejernes fokus på grønne initiativer, herunder reduktion af strømforbrug og CO₂-udledning gennem brug af bæredygtige energikilder. For eksempel har NHL (National Hockey League) taget data- og analyseløsninger i brug for at måle miljøpåvirkningen fra deres arenaer og identificere bedste praksis i forhold til bæredygtighed. Ligaen har i samarbejde med SAP udviklet platformen NHL Venue Metrics, som bruges til indsamling, validering og rapportering af data samt til at skabe indsigt.

Rapportens nøglepunkter

• Softwaresegmentet forventes at få den højeste årlige vækst på over 15 % fra 2025 til 2030, især på grund af øget fokus på fan-engagement og oplevelse.

• Cloudsegmentet vil også opleve markant vækst takket være dets skalerbarhed, fleksibilitet og omkostningseffektivitet. Skybaserede løsninger åbner for nye indtægtskilder og effektiv drift.

• Asien og Stillehavsområdet forventes at have den højeste vækst (CAGR over 15 %) – især drevet af store investeringer i digital infrastruktur i lande som Japan, Indien, ASEAN-landene og Australien.

Nøglespillere på markedet

Blandt de toneangivende aktører i sektoren nævnes store internationale virksomheder som:

IBM, Schneider Electric, Honeywell, Intel, NEC, Johnson Controls, Cisco, Huawei, Fujitsu og Hewlett Packard.



Leverandører
Tilbage til toppen