SecurityWorldMarket

05-03-2025

Kemp & Lauritzen får rekordresultat - igen

CEO Peter Kaas Hammer er "rigtig godt tilfreds" med sidste års resultat.

Det har været endnu et godt år hos Kemp & Lauritzen, der i går kunne præsentere sit årsregnskab for 2024 med både stigende omsætning og indtjening. Hos installations- og teknikvirksomheden glæder de sig over at have haft et højt aktivitetsniveau i forretningen, samtidig med at de har fuld fremdrift på deres udviklingsmæssige agenda inden for digitalisering og bæredygtighed.

Kemp & Lauritzen offentliggjorde i går et årsregnskab, der igen er blevet det bedste i virksomhedens historie.

- Samlet set er vi rigtig godt tilfredse med vores årsrapport for 2024, som afspejler, at vores forretning klarer sig godt i alle tre forretningsenheder. Samtidig har vi rigtig god fremdrift på vores udviklingsmæssige agendaer inden for digitalisering, bæredygtighed og i forhold til vores kommercielle program. Alle sammen dagsordener, der både kommer os selv og vores kunder til gode, siger CEO Peter Kaas Hammer.

Omsætningen for 2024 udgjorde 4.752 M.kr., hvilket er 598 M.kr. mere end i 2023. Driftsindtjeningen (EBITA) udgjorde 188 M.kr., hvilket også er en forbedring fra 2023, hvor EBITA udgjorde 158 M.kr.

- Vi står et godt sted med vores forretning, hvilket blandt andet betyder, at vi kan prioritere og målrette vores arbejde med de dele af den grønne omstilling, hvor vi kan gøre den største forskel for vores kunder og samfundet omkring os. Vi arbejder eksempelvis meget specifikt på at værdiforædle vores tekniske kompetencer med digital overvågning og monitorering af installationer for vores kunder, siger Peter Kaas Hammer og fortsætter:

- Samtidig holder vi fast i at være en arbejdsplads med høj arbejdsglæde, der i år har nedbragt antallet af arbejdsulykker til et historisk lavt niveau. Begge dele er vi utrolig stolte af, og vi arbejder selvfølgelig videre med vores initiativer og fokus på at blive en af Danmarks bedste arbejdspladser, slutter Peter Kaas Hammer.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen