SecurityWorldMarket

30-01-2023

Kæmpe marked for systemer der registrerer skud

Markedet for skud-detektionssystemer ventes at nå 53 mia. kroner i 2027. Foto: Pixabay

Rundt om i verden – ikke mindst i USA – er der et kæmpestort marked for systemer, der kan detektere, når der et eller andet sted bliver affyret skud. Hensigten bag disse detektionssystemer er, at politi hurtigst muligt kan rykke ud til et sted, hvor der er registreret et eller flere skud.

I 2022 blev der solgt skuddetektionssystemer for hele 4,9 milliarder dollars (svarende til mere end 33 milliarder danske kroner). Ifølge analysevirksomheden Marketsandmarkets forventes dette marked at vokse til 7,8 milliarder dollars (ca. 53 mia. DKK) i 2027, med en gennemsnitlig årlig vækst på 9,7 procent.

Ifølge analytikerne vil avancerede teknologier såsom kunstig intelligens optimere de optiske og akustiske data, der er grundstammen i detektionssystemerne, og i de kommende år forventes disse innovationer at accelerere markedsvæksten.

Nordamerika tager den største markedsandel

Analysevirksomheden Marketsandmarkets har undersøgt markedet for skuddetekteringssystemer i Nordamerika, Europa, Asien og Stillehavsområdet, Mellemøsten og Afrika og Latinamerika. Og måske ikke overraskende var det det nordamerikanske marked, der tegnede sig for den største markedsandel i 2022. Det amerikanske politi benytter sig i stigende grad af systemerne, og ifølge analytikerne vil markedsvæksten i de kommende år sandsynligvis også blive drevet af øgede udgifter til grænsekontrol. Systemerne skal hjælpe grænsepatruljer med at opdage og stoppe smugling, infiltration og ulovlig immigration.

Nogle af de store aktører, der opererer på markedet for skuddetekteringssystemer er Shot spotter, Shooter Detection Systems, Raytheon Technologies Corporation og Qinetiq Group, alle baseret i USA, og derefter kommer ACOEM Group og Thales begge fra Frankrig, og Elta Systems fra Israel.



Leverandører
Tilbage til toppen