SecurityWorldMarket

01-03-2023

Jysk Elteknik har købt Nykøbing El-Service

Fra venstre: Troels Overgaard, Jesper Overgaard, Claus Martinussen og Niels Jørn Poulsen.

Jysk Elteknik A/S har opkøbt Nykøbing El-Service. Virksomhedens 22 medarbejdere fortsætter i Jysk Elteknik, som nu tæller 112 ansatte.

De to virksomheder har samarbejdet for forskellige måder gennem længere tid, og nu var tiden inde til at gøre samarbejdet af en mere permanent størrelse. Begge virksomheder opererer i samme område i det nordjyske, især i Thy, på Salling og Mors.

- De to firmaer har forskellige kompetencer, men fælles værdier og tilgang til opgaverne som sammenlagt giver kunderne høj faglighed og høj service, siger Jesper Overgaard, som er administrerende direktør i Jysk Elteknik.

Også Claus Martinussen, der nu er tidligere indehaver af Nykøbing El-Service ser frem til de nye tider:

- Begge firmaer har de seneste år oplevet fremgang takket være dygtige og engagerede medarbejdere. Det er dem, som udgør rygraden og sikrer kundernes tilfredshed. Derfor ser jeg frem til at komme mere væk fra det administrative og få bedre tid til kerneopgaverne som afdelingsleder; det vil sige være ude hos kunderne foruden at få bedre tid til at sikre det gode arbejdsmiljø for medarbejderne.

Jysk Elteknik flytter sin nuværende afdeling i Frøslev til Nykøbing, hvor man overtager lejemålet efter Nykøbing El-Service. Jysk Elteknik har i forvejen afdelinger i Frøslev, Thisted, Hurup og Skive.



Leverandører
Tilbage til toppen