SecurityWorldMarket

19-10-2020

IoT-systemer er den største sikkerhedstrussel for produktionsindustrien

20 procent af produktionsvirksomhederne ser IoT-relaterede sikkerhedstrusler som deres største it-sikkerhedsproblem.

Digitaliseringen i produktionsindustrien er i fuld gang. Imidlertid er 55 procent af virksomhederne overbeviste om, at IoT (tingenes internet) vil have en afgørende indflydelse på sikkerheden i industrielle kontrolsystemer - dette ifølge en rapport fra Kaspersky State of Industrial Cybersecurity in the Era of Digitalization.

Rapporten viser, at 20 procent af produktionsvirksomhederne ser IoT-relaterede sikkerhedstrusler som deres største it-sikkerhedsproblem. Det er flere end dem, der mener, at f.eks. dataindtrængning er det største problem, som 15 procent af virksomhederne angiver. Næsten halvdelen, 44 procent, af de undersøgte virksomheder angiver også, at de har it-sikkerhedspersonale, som beskæftiger sig med initiativer til at beskytte IoT-systemerne.

Mange virksomheder angiver også, at de ikke føler sig rustede til at imødegå denne type trusler. Kun 19 procent af virksomhederne har implementeret aktiv netværks- og trafikovervågning, og 14 procent har indført detektering af netværksafvigelser, foranstaltninger, der gør det muligt for sikkerhedsteam at spore afvigelser eller skadelig aktivitet i IoT-systemer.

- Det er vigtigt, at sikkerheden er med fra starten, når disse smarte og opkoblede systemer skal implementeres, siger Grigory Sizov, chef for Kaspersky OS Business Unit, Kaspersky.

- Industrielle IoT-systemer er nødt til at have en sikker kerne for at kunne forhindre angreb. Sammen med overvågnings- og detekteringsløsninger i netværk og systemer kan hele systemer beskyttes mod cybersikkerhedsangreb, konkluderer han.


Tags

Leverandører
Tilbage til toppen