SecurityWorldMarket

12-03-2023

Hver tredje it-sikkerhedsansatte overvejer at sige op på grund af stress

Presset på it-sikkerhedsansvarlige stiger i takt med antallet af cybertrusler, og særligt ransomware skader det mentale helbred. Derfor overvejer 33 procent at sige deres stillinger op inden for de kommende to år, viser en undersøgelse fra it-sikkerhedsvirksomheden Mimecast.

Manglen på kvalificeret arbejdskraft er udtalt i it-branchen, men det kniber ikke kun med at tiltrække kvikke hoveder. Virksomheder kæmper også med at fastholde gode medarbejdere, og det kan blive endnu sværere i de kommende år.

33 procent af it-sikkerhedsansvarlige overvejer således at sige deres stillinger op i løbet af de kommende to år grundet stress. Det viser en undersøgelse, som it-sikkerhedsvirksomheden Mimecast har foretaget blandt 1.100 it-sikkerhedsmedarbejdere på globalt plan, herunder 100 fra Norden.

- Det er alarmerende, at så mange it-sikkerhedsansatte er tæt på smertegrænsen. Dels er det synd for den enkelte medarbejder, dels er det en potentiel bombe under erhvervslivet, hvor der allerede er akut mangel på ansatte med kompetencer inden for cybersikkerhed, siger Niels Frederiksen, senior sales engineer i Mimecast.

Ransomware stresser medarbejderne

At så mange it-sikkerhedsansvarlige overvejer at opsige deres jobs skyldes en cocktail af udfordringer, peger undersøgelsen på. Først og fremmest giver 4 ud af 10 af respondenterne udtryk for, at de ikke kan rekruttere nok kvalificeret arbejdskraft.

Samtidig stiger presset på de it-sikkerhedsansvarlige år for år. Det mener 56 procent af respondenterne, og her er det i særdeleshed ransomware, som spøger i kulissen. 54 procent af respondenterne svarer således, at ransomware har en negativ påvirkning på deres mentale helbred.

- Udviklingen går kun i én retning: Flere trusler med stadig større konsekvenser til følge. Ransomware rammer hårdt økonomisk, og flere respondenter frygter, at angrebene også kan ende med at skade mennesker. Det er et voldsomt pres, som organisationer bliver nødt til at forholde sig til, siger Niels Frederiksen.

Med tanke på udfordringerne med at tiltrække nye sikkerhedsmedarbejdere anbefaler Niels Frederiksen, at virksomheder i stigende grad kigger mod teknologier som kunstig intelligens og maskinlæring i forhold til at skærpe sikkerheden. Teknologierne kan nemlig effektivt løse nogle af de opgaver, som tidligere har krævet medarbejdere.




Leverandører
Tilbage til toppen