SecurityWorldMarket

30-08-2023

Hver eneste danske virksomhed ramt af 2.521 cyberangreb om ugen

Kurven går stejlt opad hvad angår cyberangreb på danske virksomheder. Graf: Pixabay

Check Point Software Technologies har netop udgivet den årlige Mid-Year rapport, der går i dybden med trusselslandskabet gennem det første halvår af 2023. Den nye rapport viser blandt andet, at alle danske virksomheder i gennemsnit blev ramt af cyberangreb 2.521 gange om ugen i første halvår, hvilket er en stigning på hele 61 pct. i forhold til samme periode sidste år.

- Det forgangne år har vi set en ekstraordinær stigning i antallet af cyberangreb mod danske virksomheder. Desværre er tendensen, at stigningen lader til at fortsætte. For hvis man samtidig kigger isoleret set på andet kvartal af 2023, har vi oplevet en stigning på hele 83 pct. i forhold til andet kvartal af 2022. Det er en langt højere stigning end på globalt plan, hvor stigningen blot ligger på otte pct., siger Balder Borup, der er Security Engineer hos Check Point Software Technologies i Danmark. Han fortsætter:

- Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor stigningen i angreb mod danske virksomheder og organisationer er så meget højere end på globalt plan. Men vi ved, at flere nordiske lande, som Danmark og Sverige, i høj grad har været i cyberkriminelles søgelys pga. vores støtte til Ukraine i krigen mod Rusland og senest pga. de mange koranafbrændinger, som har fået opmærksomhed fra grupper som Anonymous Sudan. Det er derfor selvfølgelig uhyre vigtigt, især i krisetider, at have et ekstra fokus på it-sikkerheden.

Nye tendenser og gamle kendinge

Udover de seneste stigninger i cyberangreb, viser rapporten også, hvilke cybertrends, der har været i højsædet i første halvår af 2023. Nye grupper af cyberkriminelle, som Anonymous Sudan, har ændret deres metoder og værktøjer til at inficere virksomheder og organisationer verden over. Selv ældre metoder som inficerede USB-stik, der længe har samlet støv i skrivebordsskuffer, har vundet popularitet som malware-budbringer i seneste halvår af 2023.

De vigtigste trends fra rapporten er således:

• Ransomware-grupper har oprustet og udnytter nu sårbarheder i almindelig virksomhedssoftware, ved at have ændret deres tilgang fra datakryptering til datatyveri.

• USB-enheder er dukket op igen som væsentlige trusler, hvor både statstilknyttede hackergrupper og cyberkriminelle har benyttet USB-drev som våben til at inficere organisationer over alt på kloden.

• Brugen af hacktivisme er steget, hvor politisk motiverede grupper angriber nøje udvalgte mål.

• Misbrug af kunstig intelligens er blevet forstærket med generative AI-værktøjer, som f.eks. ChatGPT, der bliver brugt til at lave phishing-e-mails, overvågningsmalware og grundlæggende ransomware-kode, hvilket kræver stærkere reguleringsforanstaltninger.



Leverandører
Tilbage til toppen