SecurityWorldMarket

04-07-2021

God nyhed: Kriminelle kan ikke længere stole på krypterede værktøjer

Krypterede apps, kryptovaluta og andre digitale værktøjer er ikke længere forbeholdt de kriminelle - de kan også tages i brug af lovens lange arm, siger Peter Gustafsson, nordisk ansvarlig i Barracuda Networks.

Det amerikanske forbundspoliti FBI beslaglagde for nyligt en stor del af en bitcoin-løsesum fra et kendt angreb på Colonial Pipeline tidligere i år. FBI havde adgang til den krypterede app ANOM, der ofte benyttes af kriminelle. Sagen understreger, at it-kriminelle ikke kan vide sig sikre, og at myndigheder går meget langt i kampen mod cyberkriminalitet, mener sikkerhedsekspert fra Barracuda Networks.

I samarbejde med de australske myndigheder har det amerikanske forbundspoliti, FBI, aflyttet flere end 27 mio. beskeder sendt fra 12.000 enheder. Det førte til beslaglæggelse af 45 mio. dollars, 250 skydevåben og mere end 32 tons ulovlige stoffer. Sammen med en udvikler fra den krypterede app ANOM implementerede FBI en applikation, der videresendte de kriminelles ANOM-beskeder til FBI.

Hermed står det klart, at FBI og andre myndigheder er villige til at bruge hackernes egne metoder og nye former for teknologi til at infiltrere og afsløre kriminelle netværk.

- Vi hører ofte, at cyberkriminelle er et skridt foran myndigheder, virksomheder og privatpersoner. Men her ser vi tydeligt, at FBI og andre myndigheder ikke er passive - de udviser derimod både snilde og kreativitet. Foruden at føre til beslaglæggelser og konkrete sanktioner sender det et klart signal til kriminelle. Krypterede apps, kryptovaluta og andre digitale værktøjer er ikke længere forbeholdt de kriminelle - de kan også tages i brug af lovens lange arm, siger Peter Gustafsson, nordisk ansvarlig i Barracuda Networks.

I den konkrete sag begik de cyberkriminelle den fejl kun at knytte bitcoin-betalingen til én enkelt digital wallet, hvortil FBI havde en kopi af den private nøgle.



Leverandører
Tilbage til toppen