SecurityWorldMarket

28-08-2023

Eurowind Energy: NIS2 kræver også fysisk sikkerhed

Operationel Teknologi er mindst lige så vigtig som IT, når man som virksomhed skal leve op til det nye direktiv NIS2, mener Eurowind Energy.

Det nye EU-direktiv, NIS2-direktivet, der træder i kraft næste år, forbindes oftest med IT-sikkerhed og sikring af IT- systemer. Men det er mindst lige så vigtigt at sikre den fysiske, operationelle del af ens virksomhed, fortæller Eurowind Energys general manager, Søren G. Jeppesen.

OT (Operationel Teknologi), altså den fysiske, operationelle teknologi, er mindst lige så vigtig som IT, når man som virksomhed skal leve op til det nye direktiv NIS2. Det mener Søren G. Jeppesen, som er general manager hos Eurowind Energy. Selskabet producerer så store mængder vind- og solenergi, at Eurowind Energy er en så væsentlig af energinettet, at både selskabets IT og OT er omfattet af NIS2, der træder i kraft d. 18. oktober 2024.

- Vi kigger ind i en energistruktur, som er forandret fra at være store, centrale enheder, som var dem, vi kunne regne med, til at vi fremadrettet får mange decentrale enheder. Og det bliver nok udfordringen; at vi alle sammen tænker på samme måde og får struktureret vores sikkerhed omkring produktionsanlæggene. Vi skal være lige så robuste, som hvis man kigger på et centralt kraftværk i dag. Men et centralt kraftværk er noget nemmere at sikre med hegn, lås og en enkelt generator. Vi har dem til at stå spredt i hele landet, siger Søren G. Jeppesen.

Hos Eurowind Energy er det særligt den kritiske infrastruktur, der skal beskyttes, og det kræver både en opgradering af IT-sikkerheden, men også OT-sikkerhed i form af at sikre områder, opsætte kamerasystemer og adgangskontrol mv. Samtidig er virksomheden også meget opmærksomme på segmentering, opdeling og overvågning, fortæller Søren G. Jeppesen.

Vi skal sikres hele vejen rundt

- Vi skal sikres hele vejen rundt. Vi skal sikres som virksomhed, som er hele vores backbone. Vi skal sikres som det enkelte asset ude på pladsen, om det så være sig en vindmølle, et solcelleanlæg eller brint eller måske en bil-ladestander. Så der er ikke sådan et sted, hvor man kan slække og sige, jamen så er det ikke så vigtigt. Det er vigtigt hele vejen igennem. Og så har vi rigtig mange interfaces, som vi skal til at sikre til hele den kommercielle del, altså hele handlen med energi.

Søren G. Jeppesen gæster andet afsnit af den nye podcast SpecialistHjørnet, hvor MarketConnects ansvarshavende chefredaktør Morten Huse Eikrem-Jeppesen i tre afsnit undersøger, hvordan nogle af de største virksomheder i Danmark forbereder sig på NIS2. Det sker sammen med medvært Morten Eeg Ejrnæs Nielsen, der er sikkerhedsekspert i konsulenthuset Globeteam.



Leverandører
Tilbage til toppen