SecurityWorldMarket

06-03-2025

EU-Domstolen præciserer baggrunden for GDPR-bøder

EU-Domstolen har tydeliggjort, at hele koncernens omsætning skal danne grundlag for GDPR-bøder. AI-genereret foto.

EU-Domstolen har fastslået, at bøder for brud på databeskyttelsesforordningen skal beregnes ud fra hele virksomhedens globale omsætning.

I forbindelse med straffesagen mod ILVA A/S forelagde Vestre Landsret i juni 2023 to spørgsmål for EU-Domstolen. Sagen drejede sig om fortolkningen af virksomhedsbegrebet i databeskyttelsesforordningen, herunder om en bøde til en virksomhed skal beregnes ud fra virksomhedens egen eller hele koncernens samlede omsætning.

EU-Domstolen har nu afsagt dom i sagen og slår fast, at begrebet ”virksomhed” i databeskyttelsesforordningen artikel 83 stk. 4-6, skal fortolkes på samme måde som i artikel 101 og 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det betyder, at når en dataansvarlig virksomhed eller en del af en virksomhed pålægges en bøde for overtrædelse af databeskyttelsesforordningen, skal bødens maksimumsbeløb beregnes ud fra en procentdel af hele virksomhedens samlede globale omsætning i det foregående regnskabsår.

EU-Domstolen udtalte også, at der skal tages hensyn til begrebet ”virksomhed” for at vurdere bødemodtagerens reelle eller faktiske økonomiske formåen. Dette er nødvendigt for at sikre, at bøden både er effektiv, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning.

Datatilsynet afventer nu Vestre Landsrets endelige stillingtagen i sagen.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen