SecurityWorldMarket

19-04-2022

Dansk IT ansætter ny adm. direktør

Jeanette Hartz er er ny adm. direktør i Dansk IT.

Foreningen og interesseorganisationen Dansk IT får ny administrerende direktør. Det bliver Jeanette Hartz, der kommer til at stå i spidsen for Dansk IT fra den 1. maj.

Jeanette Hartz er ny adm. direktør i Dansk IT. Hun kommer fra en stilling som Director for medlemsområdet og digital forretningsudvikling i Forbrugerrådet Tænk. Her har hun siden 2015 stået i spidsen for bl.a. at sikre en markant medlemsvækst, udvikle forretningsstrategien, introducere nye digitale medlemsfordele og indgå nye partnerskaber.

- Vi har valgt Jeanette Hartz på baggrund af en rigtig god dialog om potentialet for at styrke Dansk IT yderligere i de kommende år. Dansk IT har allerede en flot medlemsvækst, så opgaven bliver at føre alt det gode videre og at være med til at sikre, at vi sætter os nye ambitiøse mål for fremtiden, forklarer Dansk IT’s bestyrelsesformand, Lisa Herold Ferbing.

Ser frem til opgaven i Dansk IT

Jeanette Hartz har - før hun kom til Forbrugerrådet Tænk - haft en lang række lederstillinger i det private erhvervsliv. Hun har bl.a. været adm. direktør i Elsalg og Energioptimering (under Scanenergi-koncernen), partner og udvikler indenfor abonnementsforretninger, finansiering og partnerskaber i InnovationCity, CMO i SEAS-NVE (nu Andel) og SVP for Marked og Forretningsudvikling i TDC Kabel TV.

Dansk IT har medlemsvækst

Dansk IT, der har eksisteret siden 1958, har i de senere år haft en kraftig medlemsfremgang. Det skyldes både en ihærdig indsats for at indgå nye strategiske partnerskaber med både virksomheder, offentlige myndigheder og faglige organisationer og lanceringen af en række nye medlemsfordele, der er samlet på den digitale platform DIT Akademi.

Dansk IT udbyder også kurser, certificeringer, netværksgrupper, konferencer og digitale værktøjer som senest det nye HackerStop. Samtidig står Dansk IT bag Danmarks største konference om offentlig digitalisering, OffDig, der netop har været afholdt i Aarhus med det højeste deltagerantal nogensinde – 1641.

Sidst, men ikke mindst, har Dansk IT en række politiske udvalg, fagråd og arbejdsgrupper, der er drivkraften bag Dansk IT’s virke som en uafhængig interesseorganisation, der er baseret på et stærkt fagligt fundament.

Dansk IT’s tidligere adm. direktør, Rikke Hvilshøj, stoppede ved udgangen af februar efter seks år på posten. Jeanette Hartz begynder i stillingen som adm. direktør i Dansk IT den 1. maj.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen