SecurityWorldMarket

07-07-2021

Bekymrende fald i antallet af ansøgere til it-uddannelserne

3.211 unge søgte i år ind på de it-faglige uddannelser som 1. prioritet, hvilket er et fald på 6% i forhold til sidste år. Et fald i interessen for it-faget der bekymrer både Dansk Erhverv og IT-Branchen.

Med 93.388 ansøgere til de videregående uddannelser, er der tale om et lille fald på en procent i forhold til sidste år. Desværre ser faldet ud til at være meget større, når man ser på ansøgningerne til it-uddannelserne.

Antallet af ansøgere på it-uddannelserne er faldet fra 3.408 i 2020 til 3.211 i 2021, hvilket svarer til et fald på 6%. Og det er en ærgerlig udvikling, hvis man spørger IT-Branchen og Dansk Erhverv.

- Erhvervslivet mangler allerede i dag ingeniører, økonomer og ikke mindst it-specialister, derfor er det stærkt bekymrende, at søgetendensen er for nedadgående. Verden, Danmark og dansk erhvervsliv står midt i en rivende digital udvikling. Vi har allerede i dag stor mangel på it-specialister, så det bliver et kæmpe problem. Det kan i sidste ende komme til at koste dansk erhvervsliv og dermed det danske samfund dyrt. Det her er en alarmklokke, der ringer, og alle aktører på området må op i gear for at få vendt udviklingen, siger Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Også en efterspurgt kompetence i fremtiden
Allerede nu mangler der 7.600 it-folk alene i it-branchen, og ifølge en ny rapport fra IRIS Group og HBS Economics for Danske Gymnasier og Ingeniørforeningen IDA kommer vi til at mangle op imod 22.000 it-specialister i Danmark i 2030.

- Hele arbejdsmarkedet skriger efter it-specialister. Næsten halvdelen af de danske it-virksomheder har helt måtte opgive at besætte stillinger, fordi der simpelthen ikke er folk nok på markedet. Det koster vækst ikke bare i it-branchen, men i hele det erhvervsliv, der har så hårdt brug for at komme videre. Det betyder også, at vejen tilbage til fuld vækst i dansk erhvervsliv bliver længere, udtaler Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

Arbejdsmarkedet efterspørger især de tunge it-specialister som softwareudviklere, it-projektledere og sikkerhedseksperter. Derfor glæder det også IT-Branchen og Dansk Erhverv, at der f.eks. er kommet 6% flere ansøgninger til IT-Universitetet i forhold til sidste år.



Leverandører
Tilbage til toppen