SecurityWorldMarket

06-08-2020

Bankdata indgår aftale med britisk it-selskab

Bankdatas hovedkontor i Silkeborg

Den finansielle it-virksomhed Bankdata har indgået aftale med britiske Konsentus, som nu skal levere it-ydelser relateret til EU-direktivet PSD2.

Konsentus bliver ny underleverandør af it-sikkerhed i relation til tredjeparters adgang til bankernes betalingsdata. Helt konkret bliver Konsentus’ ydelser en del af Bankdatas samlede sikkerhedsområder og vil håndtere regulerings- og kontroltjenester for at undgå svindel, når tredjeparter får adgang til betalingsdata hos bankerne.

Tredjeparterne er ofte nye typer af finansielle virksomheder, der er opstået i kølvandet på det seneste europæiske betalingsdirektiv, PSD2. PSD står for Payment Services Directive og er et EU-direktiv, der kræver, at banker giver tredjeparter adgang til kontodata og betalinger, hvis slutbrugeren ønsker det. Direktivet medfører derfor også en vis sikkerhedsrisiko, som Bankdata har en stor del af ansvaret for at imødekomme.

- Vi vælger nye teknologier, der hjælper vores banker med at vokse og forblive konkurrencedygtige. Vores kunder skal være sikre på, at de kan deltage i Open Banking-økosystemet uden at udsætte sig for risikoen for svindel. Konsentus Verify supplerer vores eksisterende risikoværktøjer ved at sikre, at vores kunder kun leverer data til tredjepartudbydere, der er reguleret og har slutbrugerens samtykke til, at deres data kan bruges, udtaler seniorkonsulent hos Bankdata, Allan M. Thomsen.

Mike Woods, direktør hos Konsentus, supplerer:
- Bankdata udvikler, implementerer og driver it-systemer af høj kvalitet. Vi er glade for, at de mener, at Konsentus Verify kan give deres kunder en sikker Open Banking-løsning, der beskytter dem mod risikoen for svindel.


Leverandører
Tilbage til toppen